ÅHG forsvarede førstepladsen på en dårlig dag
Aastrup/Hammelev-Grenaas håndboldherrer brugte en stille dag på kontoret til at vinde 32-29 over Viby. Næste gang gælder det topopgøret mod HEI
Spillet var ikke prangende, da Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) håndboldherrer i weekenden i Grenaa Idrætscenter besejrede Viby med 32-29 (15-14).
"Vi vandt på en dag, hvor vi underpræsterede, og det er jo også et udtryk for klasse," sig assistenttræner Carsten Vikkelsø Jensen.
Sejren betød, at ÅHG fortsat topper 3. division og nu kan glæde sig til en ultimativ håndboldoplevelse, når HEI fredag aften gæster Åstruphallen til et topopgør, der efter alle solemærker at dømme bliver en kamp som vil betyde run på pladserne i den intime hal i Åstrup.
ÅHG havde sin fodskadede højre back Joachim Pedersen med igen efter en kamps fravær, men den hårdtskydende venstrehåndsspiller holdt lidt igen, fordi fodskaden fortsat hæmmer ham.
"Det var ikke koncentreret nok, det vi foretog os mod Viby, og derfor blev kampen mere spændende end nødvendigt. Viby har et okay hold, men de kom for let til deres 29 scoringer på en dag, hvor vores målmænd ikke præsterede de redninger, som de normalt giver til holdet," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"Jo, Kasper Thorsted fik fat det sidste kvarter, og det var godt for ham, fordi han ikke har fået nær så meget spilletid som Kristoffer Petersen hidtil. Kaspers indsats gjorde det muligt at trække fra Viby."
Rasmus Josefsen i målhumør
Ellers var i det høj grad Rasmus Josefsen på venstre back, der tog ansvaret på sig efter pausen, hvor den tidligere BSV-spiller pløkkede syv bolde i kassen.
"Rasmus smider også nogle bolde væk undervejs, men set over hele opgøret spiller han en stor kamp og viser virkelig, hvor god en skytte han er," siger assistenttræneren.
Han var også glad for, at André 'Topper' Nielsen spillede afsluttende 15-20 minutter med stor energi i forsvaret.
"André er en virkelig holdspiller, som bare altid leverer. Nu skal han opereres i skulderen, og så må vi se, hvornår han er tilbage, men der går da mindst et par måneder."
Først 7-8 minutter før tid fik ÅHG skabt et hul på 3-4 mål, og det blev holdt hjem.
"Positivt, fordi vi jo i tidligere kampe har ladet os stresse i slutfasen. Selv om Viby gik over til højbanepres, formåede vi at holde hovedet koldt og spille forbi dem," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
Holdets normale frontman på topscorerlisten, venstrefløjen Lasse Mogensen, holdt sig denne gang lidt tilbage.
"Lasse scorede seks mål, heraf fire på straffekast, men generelt var vores udspil til fløjene heller ikke på niveau, som i tidligere kampe," vurderer Carsten Vikkelsø Jensen.
Spændende topkamp
ÅHG ser frem til at prøve kræfter med stærke HEI fredag aften.
"Vi så dem slå Nørre Djurs HK med et mål søndag aften, og det er et godt hold med flere spillere, der har været inde omkring førsteholdet i 2. division," siger Carsten Vikkelsø Jensen.
"HEI har en meget stærk startformation, mens det kniber lidt, når de skal skifte ud. Vi skal dog mest kigge på os selv og være klar. Der skal lægges betydeligt på både i forsvar og angreb sammenlignet med kampen mod Viby," erkender assistenttræneren.
Han krydser fingre for, at svigersønnen, Joachim Pedersen, er kommet sig helt over fodskaden, når det går løs fredag aften. Han spillede kun 20-25 minutter mod Viby.
"Kan vores keepere spille op til deres normale niveau med støtte fra et bevægeligt forsvar, der får tacklet tidsnok og ikke kommer til at hænge bagefter, som mod Viby, så har vi bestemt muligheder for at vinde," lyder det optimistisk fra Carsten Vikkelsø Jensen.
Han er tilfreds med, at topopgøret spilles i Åstruphallen, hvor spillerne føler sig særdeles godt hjemme på grund af den intime stemning.
"Det gør vi også i Grenaa Idrætscenter, men det kræver, at der kommer mange tilskuere som til lokalopgørene mod Nørre Djurs HK. Her er Grenaa Idrætscenter den helt perfekte ramme."