Fortsæt til indhold

Fugleinfluenza fundet på andegård i Nordsjælland

Alle gæs, høns, ænder og andet fjerkræ skal indendøre indenfor en radius af tre kilometer fra adressen Skibstrupvej 24 i Ålsgårde. <a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>

Samfund
Arkiv

Der er nu konstateret det første tilfælde af den alvorlige fugleinfluenza H5N8 i en dansk fjerkræbesætning. Det ligger fast, efter at Fødevarestyrelsen mandag morgen modtog de endelige prøvesvar fra DTU Veterinærinstituttet. Prøverne stammer fra en hobbyfjerkræbesætning i landsbyen Skibstrup ved Ålsgårde i Nordsjælland.
Her døde henover weekenden omkring en tredjedel af de cirka 30 andefugle i besætningen. Prøverne viser, at det er den samme type fugleinfluenza, der de seneste ti dage er fundet i danske vildfugle flere steder i landet, fortrinsvis langs Østersøkysten. Sygdommen er ikke farlig for mennesker.
”At der nu er konstateret fugleinfluenza i en dansk hobbybesætning, kan få store konsekvenser for den danske eksport af fjerkrækød”, vurderer souschef i Fødevarestyrelsen, dyrlæge Stig Mellergaard. Årsagen er, at mange lande uden for EU nu rutinemæssigt lukker for deres import af dansk fjerkrækød. Da Danmark tilbage i 2006 havde et tilsvarende udbrud, kostede det omkring 200 millioner kroner i tabte eksportindtægter.
”Vores muligheder for at begrænse skaderne og hurtigt komme tilbage til en normalsituation er meget afhængig af, at både hobbyfjerkræavlere og de professionelle fjerkræproducenter nøje følger Fødevarestyrelsens anvisninger, forklarer Stig Mellergaard.

Zoner skal begrænse risiko for smittespredning

Har man tamfjerkræ eller andre fugle i fangenskab inden for en radius af tre kilometer fra adressen Skibstrupvej 24 i Ålsgårde, skal man nu have alle sine fugle, gæs, høns, ænder og andet fjerkræ inden døre, fx i en stald eller et hønsehus. Det er inden for trekilometer-zonen ikke tilstrækkeligt at have fast tag eller presenning over sine dyr.
Det er ikke tilladt at transportere hverken fjerkræ eller tamfugle ind og ud af det område, der ligger inden for en radius på ti kilometer fra Skibstrupvej 24. Forbuddet gælder indtil videre.
”Uden for den tre kilometers beskyttelseszone er reglerne i øvrigt uændrede, men vi anbefaler, at man inden for en radius af ti kilometer fra Skibstrupvej 24 lukker høns, ænder, gæs og andre fugle inde for at forebygge smitte. Uanset hvor man er i landet, handler det om at være meget omhyggelig med hygiejne og desinfektion, så man ikke slæber smitten med ind i hønsegårde og besætninger”, understreger Stig Mellergaard.
Se flere videoer på localeyes.dk.