Fortsæt til indhold

Lokale Casper Volander satser og udlever drømmen i Hornslet

Casper Volander har netop åbnet dørene til sin nye klinik for fysiurgisk massage

Samfund
Af Janni K. Nielsen

Massage er for alle, og man behøver bestemt ikke at have skader eller smerter for at besøge klinikken, mener Casper Volander:

“Massage er godt mod smerter, men det er også en slags wellness. Det kan være rart, også hvis man er lidt stresset, at komme og få en gang massage, slappe af og give tankerne en pause,” fortæller den 39-årige nyuddannede massør, der bestemt tror på, at der er både behov for og plads til en massør i Hornslet.

Grundet sine rødder i byen er Casper Volander allerede i gang med at skabe kontakt til de lokale kunder, og det er dem, han vil fokusere på.

“Jeg har overvejet at starte klinikken op i Aarhus, men jeg fandt et godt sted i Hornslet, hvor jeg bor, og det tror jeg er en fordel. Massage er lidt en intim ting, og derfor er det godt at have en massør, man kender og stoler på,” forklarer han.

Stress gav skubbet

Casper Volander har arbejdet som indkøber i flere store virksomheder gennem de seneste mange år i Aarhus, men han er født og opvokset i Hornslet og kom tilbage til byen for ti år siden.

Det travle job som indkøber resulterede i en sygemelding med stress, hurtigt efterfulgt af nye stress-symptomer på det næste job, og så gik der et lys op for ham.

“Jeg sagde mit job op, lige inden jeg ramte muren for anden gang, og så gik jeg i gang med at tænke godt og grundigt over, hvad jeg ville med mit liv,” fortæller han.
Oplevelsen med stress fik ham i gang med en massøruddannelse i Åbyhøj på en aftenskole, som nu har gjort det muligt for ham at arbejde med noget, der betyder noget for ham.

Har selv haft ondt

Der er et stykke vej fra indkøb til massage, og Casper Volander er ikke i tvivl om, hvad det er, der gør tilværelsen som massør interessant og ikke mindst vigtig for ham:
“Jeg vil gerne hjælpe folk, og jeg kan se, at der er behov for det. Der er mange, der sidder for meget ned på jobbet eller bruger kroppen forkert med computere og tablets. Jeg har selv haft problemer med knæet og gigtskader, så jeg ved, hvor hårdt det kan være,” forklarer han.

Med kombinationen af fysiske skader og stress gik det op for ham, at det fysiske og psykiske hænger sammen. “Hvis man har ondt i kroppen, kan det godt hænge sammen med noget mentalt og omvendt. Derfor kalder jeg også min virksomhed for Bodycircle - for at illustrere, at der er sammenhæng mellem hoved og krop.”

Satser med måde

Selvom Casper Volander netop har åbnet klinikken i Hornslet, så arbejder han stadig fuld tid som indkøber i Tilst.

“Jeg er nødt til at teste, om drømmen kan realiseres - og helst uden at sætte hele familiens økonomi på spil. Jeg har min kones velsignelse, og det betyder meget, for det er hende, der trækker læsset de dage, hvor jeg er på klinikken,” forklarer Casper Volander, der indtil videre betjener klinikken på Tingvej mandag til onsdag fra klokken 18-22.

Drømmen er stille og roligt at gå ned i tid som indkøber og få mere og mere tid til klinikken og livet som selvstændig.