Det er udelukkende en politisk afgørelse
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt svarer Enhedslistens Ulf Harbo
Det er en ren og skær politisk afgørelse, hvem borgmester Jan Petersen (S) vil invitere med omkring bordet, når 11,8 millioner statslige kroner til Norddjurs Kommune skal have ben at gå på i 2017.
Læs mere: Debat Norddjurs: Politisk valg eller bare normal procedure?
Det skriver kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt i et mail-svarl til Enhedslistens Ulf Harbo, der havde bedt kommunaldirektøren svare på, om det er efter bogen (juridisk) og i orden, at borgmesteren kun har inviteret de partier og løsgængere, der står bag Budget 2017, med til forhandlingen i denne uge, hvor forligsparterne skal beslutte, hvor mange af de 11,8 millioner, der tilgå den kommunale kasse og hvor mange, der skal øremærkes andre formål - for eksempel bedre normering i daginstitutionerne.
"Det er en politisk afgørelse, og jeg vil derfor henvise til borgmester Jan Petersen. Den konkrete udmøntning af en aftale, vil altid skulle udmøntes som sager via fagudvalgene, økonomiudvalg og kommunalbestyrelsen, på samme måde som vi udmønter en budgetaftale," skriver Jesper Kaas Schmidt i sit svar til Ulf Harbo.
De 11,8 mio. kroner til Norddjurs Kommune kommer fra særtilskudspuljen til kommuner med svære økonomiske vilkår.