To kandidater tilbage - Nu venter endnu en urafstemning
Dorthe Hindborg fra Stjær og Lotte Cederskjold fra Fredericia er stadig i spil som ny socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborgkredsen
Fire opstillede kandidater ventede onsdag aften i spænding, mens stemmerne fra urafstemningen hos Socialdemokratiet i Skanderborgkredsen om posten som kredsens nye folketingskandidat blev talt op.
Men spændingen blev ikke udløst, for ingen af de fire kandidater, Dorthe Hindborg fra Stjær, Lotte Cederskjold fra Fredericia, Nicklas Lauritzen fra Skanderborg og Søren Møller fra Højbjerg, opnåede de nødvendige 50 procent af stemmerne.
Søren Møller fik 75 stemmer, Nicklas Lauritzen fik 82, Lotte Cederskjold fik 96, mens Dorthe Hindborg fik 118 stemmer. Dermed skal Lotte Cederskjold og Dorthe Hindborg ud i 2. urafstemning.
"Vi er meget tilfredse med valgdeltagelsen, og i det hele taget med den store aktivitet, der har været omkring det, at skulle finde en ny kandidat. Mange medlemmer er mødt op til hvert af præsentationsmøderne, der har været holdt fire forskellige steder i kredsen, og over halvdelen af vores medlemmer har stemt. Det kan vi kun være godt tilfredse med," siger en glad kredsformand, Niels Møller Madsen, til Lokalavisen onsdag aften.
Af de mulige 602 stemmeberettigede har 377 stemt, svarende til en stemmeprocent på 63 procent.
"Kirsten Brosbøl har været kredsens folketingskandidat i mere end 10 år, så det er længe siden, vi har været ude i en tilsvarende situation," fortæller kredsformanden.
"Kredsen omtales blandt nogle som en sikker kreds, og det har måske fået nogle til at øjne en mulighed her. Men vi sætter medlemsdemokratiet i højsædet og lader lader medlemmerne tale. Og uanset hvem, der bliver valgt, så vil jeg arbejde 100 procent som deres tillidsmand," understreger Niles Møller Madsen.
Stemmerne fra 2. urafstemning tælles op 25. januar klokken 18.00.
Bestyrelsen i Skanderborg Partiforening havde selv indstillet Nickals Lauritzen til ny folketingskandidat. Med 82 stemmer nåede han ikke videre til 2. urafstemning.
"Da jeg stillede op, var jeg godt klar over, det var et hårdt felt, og at jeg nok ikke var den, der stod først for. Jeg er taknemlig og glad for den utrolig gode opbakning og støtte jeg har fået, både fra Skanderborgs borgmester, 3F i Skanderborg og bestyrelsen i min partiforening samt DSU Skanderborg," siger han.
"Det giver et godt afsæt for stadig at kunne lægge en masse timer i vores parti. Nu glæder jeg mig til, vi får fundet vores nye kandidat i kredsen, som enten bliver Lotte Cederskjold eller Dorthe Hindborg."