Fortsæt til indhold

Syddjurs godt med på boligmarkedet

I 65 procent af tilfældene var der en pæn fortjeneste til husejerne, da de solgte deres hus fem år efter, at de havde købt det

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Boligsiden.dk har undersøgt salgsprisen i en række kommuner for villaer og rækkehuse, der er købt i perioden 1/9-2009 og 31/8-2011, og er solgt igen mellem 1/9-2014 og 31/8-2016.
Ifølge Boligsidens undersøgelse er det især hussælgere i og omkring Storkøbenhavn, der har scoret den helt store økonomiske gevinst.
I 11 kommuner har mere end ni ud af ti sælgere således tjent penge på deres hussalg fem år efter, de blev købt, og de ligger alle i hovedstadsområdet.

Den indbyrdes forskel mellem kommunerne er dog stor. Hussælgerne i Høje-Taastrup har i gennemsnit tjent 319.000 kroner, mens husejere i Gentofte i gennemsnit har kunnet inkassere en millionfortjeneste på hele 1.847.000 kroner.

Til sammenligning ligger den gennemsnitlige fortjeneste i den nævnte periode i Syddjurs på 312.125 kroner, mens den i Norddjurs var 250.700 kroner.

Polariseret boligmarked

”Det er ikke noget nyt fænomen, at boligmarkedet er polariseret, både hvad angår priser og salgstider. Hovedstaden sætter et enormt højt tempo, og mange andre områder i landet har vanskeligt ved at følge med. Det bekræftes, når vi kigger på de 19 lavest placerede kommuner på listen, hvor under halvdelen af husejerne tjente på deres hussalg”, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk, i en kommentar til undersøgelsen.

I Syddjurs tjente 65 procent af husejerne på deres handel, i Norddjurs 40 procent.

Bundskrabere i undersøgelsen er Haderslev, Slagelse og Sorø.
De tre kommuner ligger nederst på listen, og her har kun cirka en tredjedel, mellem 32 og 35 procent, solgt med fortjeneste.

Tabel. Gevinster og tab ved hussalg fordelt på kommuner

Tabellen viser fortjeneste for huse købt i perioden 1. september 2009 til 31. august 2011 og solgt igen i perioden 1. september 2014 til 31. august 2016

Kommune - Andel solgt med fortjeneste (procent)- Gns. fortjeneste - Gns. fortjeneste i procent

  • Lyngby-Taarbæk - 100 - 1.235.849 kr - 36
  • Aarhus - 86 - 488.477 kr. - 24
  • Favrskov - 85 - 294.956 kr. - 19
  • Skanderborg - 81 - 439.011 kr. - 34
  • Randers - 67 - 270.482 kr. - 24
  • Syddjurs - 65 - 312.125 kr. - 28
  • Norddjurs - 42 - 250.700 kr. - 30
  • Haderslev - 35 - 265.000 kr. - 22
  • Slagelse - 34 - 232.692 kr. - 15
  • Sorø - 32 - 364.250 kr. - 25