Arkivleder bliver ny chef i Norddjurs Kommune
Trine Grejsen bliver chef for kultur, biblioteker og fritid
Trine Grejsen, nuværende leder af Grenaa Egnsarkiv, bliver ny chef for kultur, biblioteker og fritid i Norddjurs Kommune. Hun har et solidt kendskab til kultur-og fritidslivet i Norddjurs og glæder sig til at kaste sig over de mange spændende nye opgaver i den nyoprettede stilling.
Vægt på evnen til samspil, dialog og synlighed. Det har været nogle af nøgleordene i rekrutteringsprocessen af Norddjurs Kommunes nye chef for kultur, biblioteker og fritid, som der nu kan sættes navn på.
Nuværende leder af Grenaa Egnsarkiv, Trine Grejsen, tiltræder stillingen pr. 1. januar 2017.
Hun har været leder af egns- og kommunearkivet i Grenaa siden 2004, er uddannet historiker og har i 2016 afsluttet den offentlige lederuddannelse.
Trine Grejsen er 45 år gammel og har siden 2005 boet i Grenaa med mand og børn.
Synergi og udvikling
Trine Grejsen får det samlede ansvar for ledelse, drift og udvikling på området.
Norddjurs Kommune har ønsket en visionær chef, der i tætte og forpligtende samspil med Norddjurs' mange engagerede aktører på kultur -og fritidsområdet kan spille en central rolle, når det gælder om at skabe mere synergi og udvikling og være med til at markedsføre Norddjurs som en attraktiv bosætningskommune.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt ser frem til at byde Trine Grejsen velkommen:
”Jeg er glad for, at vi har fundet en chef med de rette kompetencer, baggrund og lokalkendskab. Med Trine i spidsen for området vil vi kunne styrke og udvikle Norddjurs' profil som en attraktiv kultur-og fritidskommune”, udtaler han i en pressemeddelelse.
”Jeg ser frem til et nyt job med spændende udfordringer, og til samarbejdet med ledere, medarbejdere og aktører. Jeg glæder mig til at videreudvikle samarbejdet og relationerne og til at være med til at styrke udviklingen på dette vigtige område,” siger Trine Grejsen om sin ansættelse.