Mogens Camre er død
Jacob Nielsen
Det tidligere mangeårige folketingsmedlem, europaparlamentariker og byrådsmedlem, Mogens Camre, er død. Det oplyser hans familie til Ritzau.
Mogens Camre begyndte sin politiske karriere hos Socialdemokratiet i 60érne. Efter nogle år ude af politik vendte han i 1999 tilbage, da han blev valgt til Europaparlamentet for Dansk Folkeparti.
Camre har med flere kontroversielle udtalelser om det multikultirelle samfund og islam haft flere sigtelser om overtrædelse af racismeparagraffen hængende over hovedet gennem årene, og sidste år blev han dømt for at sammenligne muslimer med Hitler.
Mogens Camre led de seneste år af den frygtede nervesygdom ALS. Han afgik ved døden mandag - 80 år gammel. Han efterlader sig syv børn.