Ny teknologi skal gøre strøgturen i Aarhus hurtigere
Fodgængere får førsteprioritet i de signalregulerede kryds på Strøget
Den årlige folkevandring op og ned ad Strøget er i fuld gang. I år kan den måske gøres hurtigere takket være ny teknologi. Aarhus Kommune har nemlig udstyret lysreguleringen, hvor Østergade krydser Søndergade med nye systemer.
De skal højne serviceniveauet for fodgængere og skabe øget sammenhæng i gågadesystemet.
"Fodgængerne får førsteprioritet forstået på den måde, at der som hovedregel vil være grønt for fodgængere, med mindre der er busser, biler eller cykler, der skal krydse Strøget," siger Michael Bloksgaard, der er projektleder i Center for Byens Anvendelse, i en pressemeddelelse.
Indtil i dag har alle de tre lyskryds mellem Banegårdspladsen og Clements Bro været tidsstyrede. Det betyder, at de er programmerede til at følge et bestemt tidsinterval uanset, om der er få biler og mange fodgængere eller omvendt.
Krydset Søndergade/Østergade bliver brugt til at få erfaring med den nye teknologi, og projektleder Michael Bloksgaard forventer, at de sidste to kryds på Strøget udstyres med lignende løsninger i 2018.
Trafiksikkerhed
Før kunne fodgængere på Strøget vente uhensigtsmæssigt lang tid på, at ganske få – i nogle tilfælde slet ingen – køretøjer krydsede Strøget. Ved at lade den aktuelle trafiksituation regulere det grønne lys forventer Michael Bloksgaard, at flere vil respektere det røde lys, og færre vil gå over for rødt ved de tre fodgængerovergange.
"Tiltaget giver altså ikke bare et højere serviceniveau for fodgængerne på Strøget, det højner også trafiksikkerheden ved de tre fodgænger-overgange," siger han.
Som noget helt nyt bliver trafiksignalerne på strøget udvidet med et ekstra signal, der begynder at tælle ned, når fodgængerne får rødt. Signalet skal vise fodgængerne, hvor lang tid der er, til biler, busser og cykler krydser fodgængerfeltet. Formålet er at skabe mere tryghed for fodgængere, der ikke er nået over krydset, imens der var grønt.
ksa