Fortsæt til indhold

Mand kastede kanonslag efter betjente

Der blev taget hul på nytårets knald og brag tidligt i år i Lindved. Nu sidder en mand til afhøring på politigården

Samfund
Arkiv

Selvom der stadig er små to uger til nytår og dermed masser af brag og knald, blev politiet allerede kaldt ud søndag aften til Lindved i Odense til et større fyrværkerishow, hvor en mand kastede med hjemmelavede kanonslag i sin egen og naboens have. Da politiet kom, fik de også kastet kanonslag efter sig. Det skriver www.fyens.dk.
Kl. 22.53 søndag aften fik Fyens Politi en opringning om, at en 54-årige mand kastede rundt med kanonslag. Da politiet kom, måtte de tilkalde forstærkning for at anholde manden.
"Da vi kommer derud, vælger han at kaste et hjemmelavet kanonslag efter patruljen. Herefter løber han ind i sin lejlighed. Heldigvis detonerer det ikke, men fordi han opførte sig, som han gjorde, valgte betjentene ikke at tage nogle chancer. Så de ventede på forstærkning," fortæller vagtchef ved Fyns Politi Søren Frederiksen til www.fyens.dk.
Derfor har der i løbet af natten været flere betjente, en hundefører og en forhandler ude i Lindved for at få styr på manden. Efter at have forhandlet i nogle timer, fik de til sidst manden ud af lejligheden, og han sidder nu på politigården og skal afhøres i løbet af formiddagen.
Det er ikke en mand, som politiet tidligere har haft kendskab til. Politiet har brugt morgenen på at ransage den 54-åriges lejlighed.
"Indtil nu ved jeg kun, at man har fundet mere knaldfyrværkeri, der ser hjemmelavet ud. Men vi får først det fulde overblik i løbet af formiddagen," fortæller Søren Frederiksen til www.fyens.dk.