Fortsæt til indhold

Hanne er Danmarks Superbedste

Samfund
Arkiv

For lige knap fire år siden mistede den nu 7-årige Magnus Bondehøj fra Vordingborg sin mormor, og under bisættelsen gik det for alvor op for ham, at han ikke havde nogen mormor mere. Derfor valgte Magnus at spørge sin mormors søster, Hanne Bondehøj, om hun havde lyst til at være hans reservebedste. Det ville hun heldigvis meget gerne. Siden da har Magnus fået en lillesøster, som hedder Mathilde.
Magnus og Mathilde har et meget stærkt bånd til deres reservebedste, og de laver alverdens sjove ting sammen med hende. De afholder bl.a. cykelløb sammen, hopper på trampolin og leger gemmelege, og derfor indstillede de deres reservebedste til titlen som Danmarks Superbedste, som er en særlig titel, der gives til en bedsteforælder, der har et helt unikt forhold til sine børnebørn og samtidig motiverer sine børnebørn til en mere aktiv hverdag. Samtidig er titlen forbeholdt en bedsteforælder, som uden tvivl er et forbillede for sine børnebørn. Og det må man også sige er tilfældet for Magnus og Mathildes reservebedste, Hanne Bondehøj, der onsdag blev kåret af Børneulykkesfonden.
"Hun har taget det meget bogstaveligt og været en stor del af vores liv. Vi bor selv med vores mor og synes, det er rigtig dejligt med en reservebedste, der jævnligt kommer og leger med os eller passer os," skriver Magnus og Mathilde i forbindelse med indstillingen.
Hanne Bondehøj blev udnævnt til titlen som Danmarks Superbedste af et dommerpanel bestående af bl.a. tidligere statsministerfrue, Anne-Mette Rasmussen, der selv er bedsteforælder.
"Det var virkelig svært at udpege en vinder blandt de mange gode nomineringer. Hanne Bondehøj løb dog alligevel med sejren, da hun motiverer til en aktiv hverdag. Samtidig er hendes historie som reservebedste jo noget helt specielt," sagde Anne-Mette Rasmussen ved prisoverrækkelsen.
Kåringen af Danmarks Superbedste er en del af den aktuelle kampagne Aktive Generationer, der er udviklet af Danica Pension og Børneulykkesfonden med fokus på fysisk aktivitet og socialt samvær på tværs af generationerne.