Blovstrød Skole gravede tidskapsel ned
Alle eleverne på Blovstrød Skole har arbejdet med både fortiden og fremtiden
På Blovstrød skole udfordrede de dagligdagens kedelige skema med en sjov og lærerig temauge. Med temaerne vand og tidsmaskiner som udgangspunkter, skulle de unge mennesker bruge deres kreativitet til at tænke innovativt.
Eleverne fra 0. til 6. klasse rejste fra 1500-tallet og ud i fremtiden. De oplevede, hvorda det var at gå i skole i 1800-tallet, hvor man skrev på små tavler, og hvor drengene havde idræt og pigerne håndarbejde.
De blev også udfordret med at bruge deres fantasi og tænke kreativt, når det gælder fremtiden. Der blev både bygget robotter og lavet modeller af fremtidige byer.
De største elever lavede blandt andet en daglig avis, der blev kaldt Vandposten. Denne artikel er lavet ud fra en af udgaverne af den avis, der var skrevet af Cecillie Smidt, Jonas Leth Grønbeck og Amalie Sindahl Glümer.Eleverne skulle blandt andet også finde ud af, hvordan man renser akvarievand.
Fredag var så den store udstillingsdag, hvor eleverne fik frie tøjler til at gå rundt og beundre de mange spændende produkter, der er udarbejdet af deres skolekammerater.
Eleverne skulle også finde ting, der skulle repræsentere dette årti, og de ting blev gravet ned i en tidskapsel, som først skal graves op om mange år.