Lokal tegner udgiver malebog for voksne
Pia Ribberholt, Nimtofte, er aktuel igen med ny bogudgivelse. En afstressende malebog målrettet voksne: ’Farvelæg Afrika’
Malebøger forbinder vi normalt med barndommens herlige sysler ved køkkenbordet, mens mor lavede mad.
Et kig på diverse bestsellerlister viser, at malebøger for voksne har vundet indpas som lynafledere for mennesker, der er ved at bukke under for stress i deres hverdag.
Psykologer anbefaler ligefrem bøgerne som en af vejene til et stressfrit liv i ro og balance.
Tegneren Pia Ribberholt, 56, Nimtofte, har netop bidraget til dette særlige mindfulness-marked med en farvebog for voksne: 'Farvelæg Afrika', der er udgivet på Forlaget Mellemgaard.
Kræver håndelag
Som bogtitlen antyder er det motiver, primært dyr og planter, fra Afrika, der pryder de 88 sider.
“Det kræver håndelag at farvelægge de mange tegninger, så min bog er henvendt til større børn og voksne,” siger Pia Ribberholt, der ellers mest kendt for sin kvartet af børnebøger.
Udgivelser, som hendes tre drenge var inspirationskilden til.
Det startede i 2003 med udgivelsen af 'På sporet af tryllebogen' om troldebørnene Ulle og Raddi, der er på jagt efter den vigtige tryllebog hos havemanden, spåkonen og spøgelserne, mosekonen, ønskefeen, og som de til slut naturligvis finder.
“Jeg havde lyst til at lave en malebog for voksne, som kunne bruges til afslapning og til hyggestunder,” siger Pia Ribberholt, der henvendte sig til tre forlag.
Mellemgaard meldte fluks tilbage med positiv respons.
Med blyant
Pia Ribberholt, der sideløbende med tegneriet har et ugentligt job på ti timer som støttemedarbejder hos Midtdjurs Friskole, gik i gang med blyant og papir , da aftalen med Mellemgaard var i hus.
“Jeg har vel rundt regnet brugt fire måneder på opgaven, og alt er tegnet i hånden,” siger hun.
“Jeg har arbejdet primært i dagtimerne, og selv om jeg ikke havde en bogudgivelse for øje, så kan jeg ikke lade være med at tegne.”
“Jeg starter som regel med at lave en skitse. Herefter bygger jeg detaljerne på,” forklarer hun.
Illustrator og maler
Sideløbende med sine egne udgivelser løser Pia Ribberholt også løbende illustratoropgaver for Forlaget Spiren, der udgiver bøger til undervisningsbrug i folkeskolen.
For eksempel 'Ideer på tværs - Kina og de olympiske lege: idébog til dansk/orienteringsfagene i 1.-7. klasse .'
“Der er tale om bundne bestillingsopgaver ud fra et oplæg, som jeg får fra Spiren, og så kan jeg ellers gå i gang.”
Pia Ribberholt har også malet i en lang årrække, og hun udstiller jævnligt.
Hun var en del af den hedengangne SAKIM (Sammenslutning Af Kunstnere I Midtdjurs), der ikke længere eksisterer.
“Jeg er selvlært både som tegner, illustrator og maler, og så længe jeg kan huske, har det altid fyldt meget i mit liv.”