Fortsæt til indhold

Fyns Politi stadig uden afgørende spor

Efter nytår drosles ned på efterforskningen i betonklodsdrab-sag, fordi der mangler spor

Samfund
Arkiv

600 henvendelser fra offentligheden og en dusør på 250.000 kroner har ikke bragt Fyns Politi nærmere en opklaring på betonklodsdrabet fra den 21. august, hvor ukendte gerningsmænd kastede flere sten ud fra en motorvejsbro ved Skallebølle på den fynske motorvej og dræbte en familiemor.
Efterforskningen bliver derfor droslet ned efter nytår. Det fortæller DR Fyn.
“Vi vil rigtig gerne opklare sagen, men det har vist sig at være meget udfordrende, siger efterforskningsleder ved Fyns Politi, Michael Lichtenstein, til DR Fyn.
Betonklodsen ramte en tysk bil, hvor en 33-årig kvinde blev dræbt på stedet, mens hendes 36-årige mand blev hårdt kvæstet. Parrets femårige søn slap uden store skader. Forbrydelsen ser total tilfældig ud, fortæller Michael Lichtenstein.
“Vi har ikke kunne koble gerningsmand og offer sammen, hvilket gør det svært for os. Samtidig har dusøren, som vi udloddede, ikke givet os den hjælp, vi havde håbet på,” siger han.
Selvom efterforskningen drosles ned efter nytår, håber Fyns Politi stadig på en opklaring.