Nu skal det hele peppes op
Tre lærere på Grenaa Gymnasium vil udvikle fysikundervisningen
Tre fysiklærere fra Grenaa Gymnasium har besluttet sig for at gøre fysikundervisningen inspirerende, udviklende og anvendelig.
Derfor er de startet helt forfra med at stille spørgsmålstegn ved, hvordan man så gør det. Og nu har de modtaget 140.000 kroner fra regionen til innovativ fysikundervisning.
Det har mundet ud i det første forløb i rækken af alternative undervisningsprojekter, hvor eleverne skal dyste i at lave den mest fantastiske og overbevisende rutsjebane.
1.G’ere bliver prøvekaniner
I alt 16 gruppers bud på det vil stå klar, bygget som modeller i Knex byggesæt, den 23.november, hvor direktøren for Djurs Sommerland kommer og bedømmer resultaterne.
Målgruppen er i første omgang to 1.g klasser (Fysik C), der de næste par år vil fungere som prøvekaniner for en lang række nye undervisningstiltag: Kreativitets-øvelser, selvstudier, adaptivt elektronisk lærebogssystem, innovations-udfordringer, fælles forelæsninger med højt til loftet og faglige vejledningssamtaler.