Haralds kongelige buer
I Allingåbro har Harald Grønlund specialiseret sig i at snedkerere buer, som er så unikke, at de kongelige har fået smag for dem
“Det er rigtig inspirerende at lave sådan et stykke arbejde,” fortæller Harald Grønlund, der nu for fjerde gang har leveret specialdesignede træbænke til Kongehuset.
Det hele startede ved det kongelige bryllup i 2008, hvor Prins Joachim og Prinsesse Marie ønskede sig buede bænke. Herefter fulgte ønsker om to bænke til Gråsten Slot og senest den store, runde bænk omkring lindetræet i dronningens årstidshave på Fredensborg Slot, som blev indviet i september i år.
Designeren Torkild Junggreen Have fik til opgave at designe bænken og henvendte sig til den lokale snedker Harald Grønlund for at få hjælp til projektet.
Noget at se tilbage på
“Torkild kunne egentlig have fået opgaven selv, men han ville gerne have hjælp af mig, så det fik han, og så endte jeg med at lave hele bænken,” fortæller Harald Grønlund.
Han har arbejdet som snedker i eget firma Flex-line i 32 år, og selvom han for nogle år siden begyndte at specialisere sig i buer, så er det stadig helt specielt, når det er til de kongelige.
“Det giver et fagligt kick at udføre så speciel en opgave, og når jeg sidder på plejehjem om 30-40 år, så vil jeg da huske tilbage på dengang, hvor jeg lavede en bænk til dronningen,” siger Harald Grønlund.
Behovet for buer
Førhen lavede han primært døre og vinduer i virksomheden i Allingåbro, men de seneste godt 10 år, har han specialiseret sig i at lave buer.
“Vi har gjort os gode til at lave buer, og det var nok også derfor, at Torkild tog fat i mig,” forklarer Harald Grønlund, der har to i flexjob og en pensioneret tømrer ansat i virksomheden.
Han oplever at flere og flere kommer med ønsker om at få lavet buer til eksempelvis døre og vinduer eller gelændere til trapper. Ifølge Harald Grønlund ligger forklaringen i, at han er en af de få snedkere, som kan udføre den type opgave.
“Der er ikke mange tømrere og snedkere fra den gamle skole tilbage, og det er mest dem, der kan finde ud af at lave den slags ting,” fortæller Harald Grønlund.
En oplevelse med prestige
Selvom han har andre opgaver at bruge tiden på, så vil Harald Grønlund bestemt tage imod tilbuddet, hvis han bliver spurgt om at lave endnu en bænk til kongehuset.
“Det er en speciel opgave at få, og der er selvfølgelig noget prestige i det, men det er også sjovt at lave, så jeg vil rigtig gerne lave flere,” siger Harald Grønlund, der selv var inviteret med til indvielsen af årstidshaven og den runde bænk.
“Det var en stor oplevelse at være med til receptionen på Fredensborg med alle ministrene, de involverede håndværkere, gartnere og fonde og det hele - og så var det jo selvfølgelig også Margrethe,” siger Harald Grønlund med et stort smil.
Han er, som det vil være de fleste bekendt, også kommunalpolitikeren Harald Grønlund, løsgænger i Norddjurs Kommunalbestyrelse, hvor han ofte har oplevet, at den politiske debat kører i ring.