Helgenæs Naturefterskole flytter undervisningen ud i naturen
Efterskolen har fået tilskud til et udeskoleprojekt, der skal gøre det muligt at rykke undervisningen ud i naturen. Friluftsrådet har i alt givet tilskud til 66 friluftsprojekter i november
Eleverne på Helgenæs Naturefterskole kan se frem til at bytte det klassiske klasselokale ud med udendørs undervisning og fordybelse i naturskønne omgivelser.
Efterskolen har netop har fået tilskud fra Friluftsrådets udlodningsmidler til friluftsliv til at etablere et naturundervisningsrum, og den er dermed et skridt nærmere realisering af det ambitiøse projekt. Tilskuddet er på 175.900 kroner.
Naturefterskolen drømmer om at etablere et overdækket halvmåneformet undervisningsrum, to vildmarksbade og en brændefyret sauna, hvor eleverne kan opleve og lære om kroppens reaktioner og en sovestation med hængekøjer, hvor man kan sove under åben himmel.
Dermed vil efterskolen skabe bedre muligheder for rolig fordybelse og nærværende undervisning, som supplement til de mere action-fyldte aktiviteter, som efterskolen tilbyder.
Et nyt blik på naturen
Alle faciliteterne vil være offentligt tilgængelige, og på Helgenæs Efterskole håber man, at de nye muligheder vil lokke flere fra lokalsamfundet til at opleve naturen på Helgenæs.
”Naturundervisningsrummet kan give mulighed for fordybelse, og det kan skabe en ny oplevelse af den natur, som eleverne færdes i til dagligt. Vi håber også, at lokalsamfundet vil tage godt imod faciliteterne, så der i det hele taget kommer flere besøgende til området,” siger Mette Marie Bauer, forstander på Helgenæs Naturefterskole.
Projektet på Helgenæs Naturefterskole er blot ét af de 66 projekter, der fik tilskud fra udlodningsmidler til friluftsliv, da Friluftsrådets bestyrelse den 30. november tog stilling til 107 ansøgninger om støtte, fortæller Lene Bidstrup, kommunikationskonsulent i Friluftsrådet.