Seniorer klar til at fyre den af i Rønde
Ældre Sagen Røndes revyhold er på nippet til at folde sig ud på de skrå brædder i A-huset i Rønde
"Vil du være med i Ældre Sagens revyhold? Har du en komiker/sanger gemt i dit indre, spiller du et instrument eller har du lyst til at arbejde bag scenen, vi mangler aktive mænd og kvinder. Humor, tålmodighed og godt humør hører med til at skabe et hyggeligt og underholdende revyhold."
Sådan lød indbydelsen fra revy-tovholder Else Nørfelt ved indgangen til efteråret 2016 på Ældre Sagen Røndes hjemmeside.
Det fik et par håndfulde medlemmer til at melde sig revy-parate med instruktør Birgit Dyrbye Bille i spidsen. Revyholdet har siden da øvet hver torsdag og hygget sig med det. Flere i truppen har tydeligvis prøvet at træde op foran et publikum tidligere.
Pianisten Mogens Jørgensen er sikkerheden selv og sørger for, at pauser og sceneskift ikke føles for lange.
Revyholdet er nu så langt fremme, at de er klar til at spille foran et forhåbentligt medlevende publikum i A-huset.
"Vi har premiere onsdag 14. december klokken 18, hvor alle interesserede kan komme og kigge med, hvis de er tilmeldt vores julefrokost," siger Else Nørfelt.
Klar til mere
Bortset fra et selvskrevet sangnummer om seje, lokale sild i farvandet er resten af numrene hentet ude fra.
"Vi har hentet flere gamle numre fra tidligere Aarhus Studenterrevyer, hvor blandt andet jeg selv har en fortid," fortæller instruktør Birgit Dyrbye Bille, der også selv medvirker foran scenetæppet.
"Publikum kan glæde sig til en god halv time med underholdning under vores julefrokost her i Ældresagen Rønde, men vi håber, at man også andre steder i kommunen har lyst til at se revyen," siger Else Nørfelt, der helt klart forventer, at revyholdet vil bestå og udvikle sig til en fast torsdags-aktivitet fremover.
"Vi har nydt at være sammen, og gruppen er ikke lukket for nye ansigter. Vi håber, at vi kan lave endnu mere revy i fremtiden," siger tovholderen.