Fortsæt til indhold

Nu kritiseres DSB

Samfund
Af Anne Smedegaard

Fem kvinder ville med toget hjem klokken 05.11 fra Vejle station efter at have været på diskotek i Vejle, men var kommet til at gå til den forkerte perron. Deres tog kørte ind til spor 6, og kvinderne valgte at krydse spor 4 og 5 for at nå deres tog. Dog nåede kun en af dem det, inden dørene begyndte at lukke. Hun holdt døren åben ved at stille sig i den, hvilket sendte en fejlmelding til lokomotivføreren, der måtte nulstille den.
To yderligere af kvinderne nåede ind, inden døren igen blev forsøgt lukket. De to resterende kvinder løb op til toget, men dørene nåede at lukke, inden de kunne komme ind. Den ene kvinde forsøgte at holde døren åben, hvilket resulterede i, at hendes venstre håndled sad fast. Et kamera på stationen fangede, hvordan hun forsøgte at få det løs, samtidig med at toget begyndte at køre og fik mere og mere fart. Kvinden fik håndledet fri, men snublede og faldt ned mellem toget og perronen. Her blev hun liggende, indtil toget fik endnu en fejlmelding på døren og nødbremsede. Det skriver Havarikommissionen i en ny rapport om episoden.
"Ved hændelsen kom to personer lettere til skade. Passageren, som efter at være kommet fri af dørene faldt ned mellem perron og tog, fik et voldsomt slag på hoften og slog sit hoved (hjernerystelse), da hun landede på skærverne mellem perronkant og skinne. En mandlig passager, som ikke var en del af gruppen, så inde fra toget passageren i klemme i døren og skar sin tommelfinger, da han brød glasset for nødåbning af dørene," skriver de.

Ikke tilstrækkeligt

Havarikommissionen har til formål at "undersøge ulykker og hændelser på jernbaneområdet med henblik på at forbedre jernbanesikkerheden og forebygge ulykker." Og det er netop det, de har gjort i denne sag.
De kom frem til, at fejlen her lå hos både kvinden, der forsøgte at holde døren åben med sin hånd, men også at kontrol og efterkontrol af dørene inden toget kørte ikke blev gennemført eller fungerede så sikkert, som det ellers var forventeligt. Ifølge Havarikommissionen kan dette skyldes flere ting, så som at dørene ikke er bygget til at opdage objekter under 80 mm.
Havarikommissionen skriver yderligere i rapporten, at flere af risikofaktorene i sagen allerede var velkendt af DSB, men ikke rettet op på. De konkluderer derfor, at "de ved hændelsen gældende regler/procedurer og tekniske forudsætninger ikke gav tilstrækkelig sikring mod, at toget satte i gang med en passager i klemme i dørene."