Fortsæt til indhold

Jørgen Poulsen ventede 663 dage på byggetilladelse

Først efter to forsøg og en selvstændig undersøgelse fik Jørgen Poulsen dispensation til at opføre et standardhus

Samfund
Af Peter Mailand

Det har ikke været nemt for Jørgen Poulsen at få en byggetilladelse fra Hørsholm Kommune. Tværtimod. Først efter to forsøg og en selvstændig undersøgelse fik han sin dispensation den 21. juni 2016 - knap 22 måneder efter den første henvendelse.
“Man kan sige meget om Hørsholm Kommune, men de er i hvert fald ikke hurtige til at behandle byggesager,” siger han.
Reaktionen fra Jørgen Poulsen kommer efter, at Ugebladet i begyndelsen af juni skrev, at Hørsholm Kommune godt nok var landets dyreste, når det kom til timeprisen på byggesager, men at det til gengæld nu går meget hurtigere, forklarede formanden for teknikudvalget Peter Antonsen (BL).
“Det provokerer mig, når udvalgsformand Peter Antonsen står frem og siger, at Hørsholm er blevet meget hurtigere, for det er ikke min oplevelse. Tværtimod!,” siger han.
Jørgen Poulsen understreger, at han ikke vil presse administrationen, men han mener, at det er den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.
30. august 2014 sendte han første gang en forespørgsel om at få dispensation til byggetilladelse, men på grund af en gammel servitut i området fik han afslag. Servitutten bestemmer, at taget på alle huse i Vallerødvænge skal have en hældning på mellem 30-48 grader. Men de nye standardhuse fra Lind og Risør har en hældning på 25 grader. Afslaget kom den 12. november, altså mere end to måneder efter den første forespørgsel.
18. november 2014 søgte Jørgen Poulsen om dispensation i sagen og bad samtidig forvaltningen komme ud for at se på området, hvor to andre huse, har fået dispensation.
Opgav sagen helt
6. januar 2015 fik han afslag af forvaltningen der afviste både dispensationen og mødet for at se området. Herefter opgav Jørgen Poulsen sagen. Lige indtil han i sommeren 2015 fik udstykket sin grund i to dele. Så genoptog han sagen og gik selv i gang med at undersøge, hvordan andre kommuner behandler byggesager med standardtypehuse. I februar 2016 søgte han igen kommunen om en forhåndsgodkendelse til en dispensation. Denne gang argumenterede han blandt andet med, at grunden ligger på en koteletgrund, som ikke kan ses fra vejen. 10. marts fik han en forhåndsgodkendelse, og 21. marts 2016 blev den endelige ansøgning sendt ind til Hørsholm Kommune.
Nu var Jørgen Poulsen en glad mand.
Han havde nemlig læst i Ugebladet, at ventetiden i Hørsholm var nede på fire uger.
Det besluttes at sætte starten for byggeriet til 15. maj - bare for en sikkerheds skyld. Han fik først sin dispensation den 21. juni.
“Jeg har ikke stor lyst til at hænge mit vasketøj til tørre i al offentlighed, og jeg kan ikke vide, om mit tilfælde er enkeltstående, men jeg føler mig enormt provokeret af Peter Antonsens hurra-råb om, at Hørsholm Kommune godt nok er dyrest, men til gengæld arbejder man hurtigt, og at han er en glad mand, fordi det er lykkedes at halvere ventetiden fra otte til fire uger. Enten ved han ikke, hvad han har med at gøre, eller også lader han sig misbruge af en afdeling, der ikke har styr på sagerne.”

“Man kan sige meget om Hørsholm Kommune, men de er i hvert fald ikke hurtige til at behandle byggesager,” mener Jørgen Poulsen.