Solgt for 536 millioner
Scandinavian Micro Biodevices, der har hjemme i Farum, er blevet købt af amerikanske Zoetis. "Men vi bliver liggende i Farum", siger Ole Kring, administrerende direktør
Glæden og stoltheden er stor i dag hos Farum-virksomheden Scandinavian Micro Biodevices, SMB. I går købte amerikanske Zoetis, der er verden største selskab indenfor det veterinære område, nemlig SMB for 536 millioner kroner.
Selvom SMB nu er på amerikanske hænder, hiver virksomheden ikke teltpælene op fra Farum og Furesø Kommune. Tværtimod.
"Jeg kan sige med stor overbevisning, at vi bliver i Farum. Zoetis har ikke betalt så mange penge for os som virksomhed men for det, vi kan skabe i fremtiden", siger Ole Kring, administrerende direktør, til Furesø Avis
Scandinavian Micro Biodevices blev grundlagt i 2000 af Ole Kring og Niels Kristian Bau-Madsen, og de har gennem årene haft stor fokus på innovation og udvikling af deres produkter til det veterinære diagnostiske marked.
Over de sidste ni år har virksomheden skabt sig en profil som innovationsleder indenfor Lab-on-a-chip og point-of-care diagnostiske produkter til den veterinære industri. Det har givet virksomheden en gennemsnitlig årlig vækst i omsætningen på mere end 30 procent over de seneste syv år. Og netop derfor blev Scandinavian Micro Biodevices udnævnt som gazellevirksomhed i 2015 af Børsen.
"Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over salget. Det viser jo den værdi, som vores medarbejdere har skabt de seneste år", siger Ole Kring til Furesø Avis og understreger, at han er overbevist om, at SMB som en del af Zoetis kan indfri sine ambitioner om at blive ved med at udvikle forretningen.
"Zoetis er en global leder på det veterinære marked, hvor de er kendt for sine innovative medicinske produkter, vacciner og teknisk service. Ved at kombinere SMB's produkter og produktionskapacitet med Zoetis' markedserfaring og globale rækkevidde, styrker vi væsentligt vores muligheder for at udvikle point-of-care-diagnostik, der adresserer dyrlægers største udfordringer", lyder det fra Ole Kring, der samtidig slår fast, at alle hos SMB glæder sig til at blive en del af Zoetis' diagnostiske team.