Fortsæt til indhold

Kæmpe penis-skulptur sættes op på torv

Samfund
Arkiv

Gavekort til et års forbrug af kondomer frosset ind i en 2,5 meter høj ispenis-skulptur og gratis kondomer til weekenden i Esbjerg.
Det er, hvad der møder alle unge, der fredag den 9. september lægger vejen forbi Torvet i Esbjerg. Skulpturen er en del af de næste to ugers Kun med Kondom-kampagne, hvor Esbjerg Kommune og Sundhedsstyrelsen opfordrer unge til at bruge kondom og passe på sig selv og hinanden.
Det sker efter, at historisk mange danskere lige er nu smittet med sexsygdommen klamydia. I 2015 fik 24,9 unge mellem 15 og 29 år pr. tusind i Esbjerg Kommune konstateret klamydia. I 2014 lå det tal på 19,4.
Klamydia er en alvorlig sygdom. Bliver man smittet og ikke behandlet, kan det i værste fald føre til barnløshed, graviditet uden for livmoderen og kroniske underlivssmerter.
Kondom er en sikker beskyttelse mod klamydia. Men selv om de fleste unge i undersøgelser foretaget af Sundhedsstyrelsen siger, at de gerne vil bruge kondom, ender mange alligevel med usikker sex. Ni ud af ti unge siger også, at de gerne vil høre den anden foreslå kondom.
"I Esbjerg Kommune bakker vi op om kampagnen fra Sundhedsstyrelsen. Derfor opfordrer vi unge til at beskytte sig mod klamydia og huske de tre ord 'kun med kondom', når det gælder - især når man er sammen med en ny partner," siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Henning Ravn, i en pressemeddelelse.
Tid og sted
Ispenisen står på Torvet i Esbjerg fredag den 9. september fra kl. 14, til den smelter:

  • Formand for Sundhed & Omsorgsudvalget, Henning Ravn, åbner Kun med Kondom-kampagnen i Esbjerg kl. 15 med at klippe båndet på ispenis-skulpturen
  • Fra kl. 15 til 21 vil der være masser af sjove konkurrencer for unge. Flere af gågadens butikker og lokale sportsklubber har bidraget med sponsorgaver.
  • Natklubben No. 31 holder fra kl. 23 en Kun med kondom-temafest for deltagere fra 18 år.