Fortsæt til indhold

Holder sommerferie med ligninger, geometri og græske bogstaver

Natasha M. Hansen og Anna R. Olsson har været på “Matematik Camp”

Samfund
Kenneth Tanzer

De fleste unge mennesker bruger sommeren på at koble af og tage en pause fra alt, hvad der hedder skole, opgaver og undervisning.
Men for 16-årige Anna Roebers Olsson fra Ølstykke og 18-årige Natasha Marie Hansen fra Ganløse forholder det sig stik modstat.
De vil hellere udfordre sig selv med en god gang hjernegymnastik fremfor at ligge og dase på stranden.
Derfor var de i forrige uge blandt 52 unge på “Matematik Camp” på Københavns Universitet. En camp, som for tiende år i træk blev arrangeret af Ungdommens Naturvidenskabelige Forening (UNF).
Her fik Anna og Natasha - i øvrigt sammen med en tredje Egedal-deltager, David Rasmussen Lolck, i den grad smagt på matematik på højeste universitets-niveau.
“Den stod på gruppeteori, klassisk geometri, elliptiske kurver og forskellige typer ligninger. Derudover fik vi også kigget på græske bogstaver, så vi fik prøvet kræfter med lidt af hvert i løbet af ugen,” siger de to piger til Lokalavisen Egedal.

Skole i Valby og Lyngby

Mens Anna Roebers Olsson til august skal starte på HTX Sukkertoppen i Valby efter veloverstået folkeskole på Stenløse Privatskole, så skal Natasha Marie Hansen efter sommerferien starte i 3.G på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby.
Fælles for de to piger er en stor interesse for tal og kringlede udregninger, og selvom opgaverne på “campen” var svære, så betegner de ugen som en fest og ikke en fuser.
“Jeg er aldrig før blevet testet på så højt et niveau i forhold til matematik. Vi mødte bogstaver og tegn, som vi aldrig før har set, så det var da en stor mundfuld, men så længe man var koncentreret og fokuseret, så var det til at have med at gøre,” siger Anna Roebers Olsson, som bliver bakket op af Natasha Marie Hansen.
“Bare det at skulle tænke så meget i sin sommerferie, var en kamp i sig selv, men da man først var kommet i gang og fået løst en opgave, så kørte det meget godt. Det var dog et meget højt niveau, og jeg havde mine udfordringer med de elliptiske kurver. Jeg er normalt en 12-tals elev i matematik, men da jeg kun har det på B-niveau til daglig, så skal det give udfordringer,” siger Ganløse-pigen.
Hvorfor havde I søgt om at komme med på campen?

Nastasha:
Jeg havde hørt om de her camps hos UNF, men min første prioritet var faktisk kemi-campen i Aalborg, da jeg i forvejen læser kemi. Nu endte jeg i stedet på matematik-campen, og det har jeg på ingen måde fortrudt. Jeg har lært meget.”
Anna:
Sidste år var jeg på “Discovery camp” på Århus Universitet. Det var fedt, så da muligheden kom for at søge ind på “matematik campen” slog jeg til og sendte en ansøgning. Heldigvis kom jeg ind, for matematik er min interesse og passion. Min far har også haft matematik på højt niveau, så jeg har nok arvet det fra ham.”
Selvom de to piger blev tæppebombet med ligninger og udregninger, så bød campen også på sjov og hygge.
“Halvdelen af dagen stod på matematik, men den anden halvdel bød på alt fra mælkekasseræs og lagkageløb til fester og grillhygge. Det skabte også et socialt sammenhold,” siger de to piger.
Hvad kan I bruge denne uge til på længere sigt?

Anna: Jeg vil gerne læse til læge på Københavns Universitet, hvor campen blev afviklet. Det var et fantastisk sted, så jeg drømmer om at komme tilbage en dag. Det kræver matematik og kemi på A-niveau, så jeg kan bruge denne camp til rigtig meget.”
Nastasha:
Jeg vil gerne studere biologi, så jeg kan ikke bruge det til ret meget, men min interesse for tal driver mig.”
Her til sidst. Kan man godt kalde jer for tal-nørder?

“Det kan man sagtens. Vi elsker tal, så det er ikke helt skævt at kalde os.”

Campen i København bød blandt andet på gruppeteori, klassisk geometri, elliptiske kurver og forskellige typer ligninger. (Modelfoto)