Fortsæt til indhold

Politiet søgte efter Berlin-terrorist

Østjyllands Politi modtog flere tips, der indikerede, at formodet terrorist kunne være i Grenå

Samfund
Arkiv

Manden er efterlyst og jagtet i hele verden. Men at den 24-årige tunesiske Anis Amri, der mistænkes for at stå bag terrorangrebet i Berlin, hvor en lastbil mandag aften torpederede et julemarked, pludselig skulle være i Grenå, havde de færreste nok forestillet sig.
Østjyllands Politi fik dog sent onsdag aften flere anmeldelser, umiddelbart uafhængigt af hinanden, om at en person, der kunne være identisk med Anis Amri, var blevet set på havnen.
Første anmeldelse modtog politiet klokken 22.30, og samtidig kom andre oplysninger, der underbyggede den anmeldelse ind. Derfor skred Østjyllands Politi straks til handling.
Aftenen og natten igennem har ordensmagten været massivt til stede i området omkring Grenå Havn – både med almindelige patruljer og hundepatruljer, ligesom en helikopter har søgt efter manden.
Blandt andet er Færgen fra Stena Line, der klokken 01.00 skulle sejle fra Grenå, blevet gennemsøgt, og alle køretøjer og passagerer blev kontrolleret.
Den formodede terrorist er dog ikke blevet fundet hverken på færgen eller andetsteds, og derfor kunne færgen er her til morgen sejle mod Sverige.
'Sagen er blevet efterforsket hele natten, og situationen her til morgen er, at der ikke er noget der tyder på, at den mand, der er efterlyst at tysk politi, skulle befinde sig i Grenå,' skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I alt 12 mennesker blev dræbt ved terrorangrebet i Berlin.
dp

Sådan ser terroristen ud. Havde politiet rent faktisk pågrebet Anis Amri, så kunne anmelderen have set frem til en belønning på 100.000 euro.