Fortsæt til indhold

Socialdemokratiet parat med en ny ung profil

Ryomgård-drengen Michael Stegger, 35, klar til at tilføre byrådet nye synspunkter

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Socialdemokratiet har sat alle sejl til for at få nye, unge kandidater med på partiets liste til Kommunalvalget tirsdag 21. november 2017.

Et af de spritnye ansigter bliver med stor sandsynlighed Michael Stegger, 35, Ryomgård, der helt fra de unge år har været i rosens favn, og nu gør han alvor af at tage springet til en mulig lokalpolitisk karriere.

Unge Stegger arbejder til daglig som souschef i Dagli'Brugsen Tved, men hjemmebasen er fortsat Ryomgård, hvor han, siden han smed sutten, har været aktiv på fodboldbanen.

Efter skoletiden på Marienhoffskolen hoppede han videre til Grenaa Gymnasium, hvor han med glans bestod en HF.

Herefter gik turen videre til den danske brugsforeningsbevægelse.

Det har andre partifæller med held brugt som springbræt til en politisk karriere.
Lokalt blandt andet nuværende Norddjurs borgmester Jan Petersen.

Ryomgårds stemme

“Jeg har snakket med Ole Bollesen (Socialdemokratiets borgmesterkandidat og nuværende gruppeformand, red.) om at stille op det seneste års tid, og nu føler jeg mig klar til at tage chancen,” siger Michael Stegger, der understreger, at han naturligvis skal bringes i forslag først, når Socialdemokratiet i starten af 2017 holder opstillingsmøde.
“Jeg har også fået opfordringer lokalt i Ryomgård til at stille op. Byen savner et talerør i byrådet, en der kender noget til forholdene i byen og i området, og det er en rolle, jeg gerne vil tage på mig,” siger debutanten, der skal bruge det næste års tid frem til valget til at gå i politikerlære som supplement til arbejdet på Mols, fodbolden og sin store veneration for AGF.

I politik kan man ikke læse kandidatlisten på hovedet, som man med fordel kan gøre det med mandagsavisen, når det gælder AGF og stillingen i Superligaen.
Så for Stegger bliver politik ikke bare en proces - her gælder det om at gøre sine hoser grønne og markere synspunkter og holdninger fra start, så vælgerne får et indtryk af en ambitiøs, men også søgende ung mand som vil frem over isen.
Det er han klar til.