Zeidler er møgtræt af Morten Fjords farvel
FI-udvalgsformanden havde dog forventet mere vedholdenhed af Kolind Centralskoles snart forhenværende skoleleder
Per Zeidler (I), formand for Udvalget for Familie og Institutioner, er træt af, at skolevæsenet i Syddjurs mister Morten Fjord som skoleleder.
“Jeg er både træt og ked af det, fordi Morten Fjord i sine tre år på Kolind Centralskole har formået at samle lærere, pædagoger, børn, forældre og andre interessenter om, at 'vi kan noget sammen', som de siger på skolen. Det vil jeg gerne anerkende, fordi det i høj grad er Morten Fjords fortjeneste, og det skal han have ros for.”
Derimod er Per Zeidler ikke imponeret af måden, som Morten Fjord vælger at gå på.
“Først vil jeg sige, at der er tale om personalesag, som vi har mange andre af i Syddjurs Kommune, så rent overordnet kan jeg kun tage til efterretning, at en skoleleder vælger at sige sin stilling op,” siger Per Zeidler.
Ikke i orden
Udvalgsformanden har i weekenden set den video, som Lokalavisen lavede, da Morten Fjord fredag på et fællesmøde i Glassalen på Kolind Centralskole forklarede eleverne om årsagerne til sit farvel.
“Jeg bryder mig bestemt ikke om måden,” siger Per Zeidler.
“Det er ikke i orden at stille sig an foran en flok børn, som tydeligvis ikke kan sidde stille og forklare, hvorfor man stopper. Det er at tage børnene som gidsler, for de fleste forstår jo ikke begreber som økonomisk tildelingsmodel. Jeg synes, at det var under al kritik.”
Per Zeidler anerkender Morten Fjords kritik af den økonomiske tildelingsmodel til kommunens ti folkeskoler og specialskole i Pindstrup.
“Det er helt fair at være uenig og kritisere i det offentlige rum. Det respekterer jeg meget,” siger Per Zeidler.
“Men for det første har tildelingsmodellen virket i mindre end fem måneder. For det andet er Kolind Centralskoles udfordringer ikke anderledes end andre skolers, og for det tredje og fjerde synes jeg, at Morten Fjord ikke forholder sig, at vi i Syddjurs betaler 25 mio. kroner mere til skolerne end i de kommuner, som vi normalt sammenligner os med, ligesom jeg savner, at han udviser forståelse for, at vi rent politisk er nødt til at forholde os til, at vi løbet af de næste 9-10 år mister 45 skoleklasser i Syddjurs, fordi vi bliver 900 elever færre.”
Skulle have kæmpet
Zeidler savner, at Morten Fjord i stedet var blevet og kæmpet for sin sag og ikke at have kaste handsken.
“Vi politikere er selvfølgelig ikke interesseret i, at lærere og pædagoger skal gå ned med med stress eller er mur og nagelfaste på, at den økonomiske tildelingsmodel ikke kan ændres, hvis der er gode argumenter for det. Jeg havde ærlig talt foretrukket, at Morten Fjord var blevet og kæmpet for sin sag. Det er jo netop derfor, at vi har oprettet et skoleforum til den slags diskussioner, og så vil jeg i øvrigt lige minde om, at vores forvaltning med skolechefen i spidsen har brugt mange ressourcer på at hjælpe og sparre med Kolind Centralskole.”