Mistanke om bakterier i drikkevandet på sygehus
Prøver udtaget af vandet i den nye sengebygning på Kolding Sygehus har vist forhøjede kimtal, der kan være tegn på uønskede bakterier i vandet. Derfor får de patienter, der er indlagt i den nye bygning, nu deres drikkevand fra flasker, ligesom de og medarbejderne i øvrigt ikke er i kontakt med vandet fra vandhanerne.
"Efter fundet af de forhøjede tal er embedslægen informeret, og vi har selvfølgelig taget de forbehold, der skal til, så vi sikrer, at patienter og medarbejdere ikke udsættes for nogen risiko i forbindelse med vandet, siger lægelig direktør ved Sygehus Lillebælt," Mads Koch Hansen til Sygehus Lillebælts hjemmeside
De første patienter rykkede ind i den nye sengebygning den 6. september, og indtil weekenden har der ikke været observeret problemer med vandet. Vandkvaliteten kontrolleres løbende og blev det også inden indflytningen. Her viste prøverne helt normale forhold. Der blev taget prøver af vandet mandag, fordi patienter og medarbejdere i løbet af weekenden oplevede, at vandet begyndte at lugte og havde en bismag.
"Vandforsyningen i den nye sengebygning kommer fra to store rør, og vores teori er, at der i første omgang kun er blevet brugt vand fra det ene rør på grund af det forholdsvis begrænsede antal patienter. I takt med at der er flyttet flere patienter ind i bygningen, er der også begyndt at komme vand ud i hanerne fra det andet rør – og fordi det har stået stille i en længere periode, kan der her være opstået disse forhøjede kimtal," forklarer Mads Koch Hansen.
Der er indtil videre ikke indikationer på, at nogen er blevet syge af at drikke vandet.
Problemerne med de forhøjede værdier i vandet gælder kun den nye sengebygning, og patienter og medarbejdere i resten af sygehuset kan godt både bruge og drikke vandet.
Patienterne i sengebygningen skal fortsætte med at drikke vand fra flasker, indtil vandprøverne igen viser normale tal. Lige nu er forventningen, at det bliver i løbet af næste uge.
"Det er selvfølgelig rigtig ærgerligt, at det her problem er opstået, og vi er kede af de gener, det eventuelt kan medføre for patienterne, men vi arbejder på højtryk for at løse dem," siger Mads Koch Hansen.