Signe er sygeplejerske på gaden

“Der er skønne, unikke mennesker som dig og mig. Og de har de samme drømme om villa, vovse og en grill i baghaven,” siger Signe Koba Larsen.
Den 33-årige vejlenser smiler ved tanken om de mennesker, hun møder gennem sit arbejde som gade- og socialsygeplejeske.
Det er ellers mennesker, der har mindre at smile af end de fleste. Men alligevel mennesker, der bringer varme ind i Signes liv. Og som har brug for hendes evne til at bringe varme ind i deres.
“Jeg elsker at have relationer til mennesker. Jeg holder af mennesker. Og jeg kan noget med relationer. For mig er de ikke bare patienter,” siger hun og besvarer et telefonopkald fra en person, der ønsker hendes hjælp.
Vi sidder i et kontor på første sal hos Misbrugscentrets narkorådgivning på Sønderbrogade. På væggen hænger en plakat med vejledning i førstehjælp til stofmisbrugere. Og en brugsvejledning til et såkaldt antidote-kit.
“Vi ses i morgen. Ja, hjemme hos dig,” siger Signe i telefonen og lægger på efter en kort snak.

Det handler om livskvalitet

Signe møder mange af sine patienter - eller borgere, som hun kalder dem - under Højbanen i midtbyen.
“Højbanen har i mange år været tilholdssted for nogle af de borgere, der ikke har andre steder at gå hen. Det er godt, at byen har sådan et sted, hvor vi kan møde de mennesker, som vi ellers aldrig ville kunne møde,” siger Signe.
Hendes lyst til at møde Højbane-folket er ikke ny.
“Allerede som barn gik jeg gerne den vej forbi på vej hjem fra skole. Jeg syntes, at det var spændende mennesker,” siger hun.
Som gade- og socialsygeplejeske opsøger hun nogle gange borgerne på eget initiativ. Andre gange kontakter de hende. Og andre gange igen får hun et praj fra en mand eller kvinde, som beder hende kigge ned en dag for at se på en bestemt person, der har brug for hjælp.
“Jeg kan hjælpe anonymt, og det betyder meget for dem,” siger Signe.
Hun har ikke en forestilling om, at hun kan hjælpe alle sine borgere ud af deres misbrug, ud af deres sociale problemer, ud af deres sygdom eller ud af deres psykiatriske udfordringer.
“Det ville ikke være realistisk. Men jeg kan hjælpe dem til et sundere og bedre liv: Et liv med færre skader. Der er eksempler på folk, der kommer ud på den anden side og får sig et almindeligt liv. Men i første omgang handler det om at hjælpe dem til noget livskvalitet. Og at hjælpe dem med at skabe gode relationer til andre mennesker,” siger Signe.

Dejligt kaotisk

Jobbet er uforudsigeligt og nogle gange kaotisk.
“Nogle gange skal der tænkes hurtigt. Men det kan jeg lide,” siger Signe og giver et eksempel.
“Det kan være, at jeg møder en borger, som er meget fuld. På én eller anden måde er han blevet smurt ind i blod, og samtidig har han et voldsomt skænderi med en anden borger. Det kan også være en borger, der har brug for at komme på sygehuset: Så aftaler jeg med vedkommende, at han skal ringe til mig, så snart han er på sygehuset. Men ti minutter senere er han blevet distraheret eller forhindret i at nå frem til sygehuset. Så han ringer ikke og er i øvrigt ikke til at finde. Den slags situationer møder jeg i mit daglige arbejde,” siger Signe, som af hensyn til borgerne ikke vil fortælle om konkrete oplevelser.

Forstå forskelligheden

Signe forstår godt, at almindelige vejlensere kan føle sig utrygge ved de borgere, hun møder gennem sit arbejde.
“De har jo en aparte adfærd. Hvem har ikke det, når man er megastiv? Men de er ikke farlige. De respekterer mig, og jeg respekterer dem,” siger hun.
I hendes job kunne man let komme at tage borgernes skæbner og bekymtinger med hjem.
“Men det gør jeg ikke. Så tror jeg, at jeg ville brænde ud,” siger hun.
Alligevel kan hun godt tale med for eksempel sine børn om de mennesker, hun møder.
“Det er vigtigt for børnene - og for alle andre - at forstå, at nogle mennesker kan miste evnen til at træffe gode og sunde valg. At der er folk, som af mange forskellige årsager ikke kan være i sig selv og derfor ender i et misbrug. Og at de mennesker er ligesom alle andre,” siger Signe Koba Larsen, og bliver afbrudt af, at mobiletlefonen ringer.