Nicoline er håndplukket til talentprogram
Nyt talentprogram håndplukker unge med lederpotentiale, og her er Nicoline Durup fra Profil Markiser med
I 2015 foretog 28-årige Nicoline Durup et drastisk karriereskift. Hun forlod modebranchen og PR-arbejdet for den britiske modedesigner Stella McCartney i London, og gik i stedet ind i familievirksomheden Profil Markiser med hovedsæde i Lynge.
Her skal en ny strategisk retning sættes, og Nicoline Durup skal prøve kræfter med at lede de flere end 20 ansatte - en disciplin, hun håber at blive endnu mere rustet til efter ledelsesforløbet på det nye talentprogram.
I juni måned i år blev Nicoline Durup, som en ud af 20, håndplukket til talentprogrammet High Performance Talents (HPT), som er et talentprogram for unge med lederpotentiale. I samarbejde med de øvrige aspiranter og nogle af erhvervslivets store lederprofiler, skal hun her udfordre og drøfte ledelsesprincipper, når nye standarder for ledelse bliver sat på dagsorden i tænketanken for unge talenter.
Bag HPT står konsulentvirksomheden og tænketanken High Performance Institute (HPI), som i samarbejde med CBS Executive og en række danske virksomheder, i løbet af sommeren udvælger de unge talenter.
De unge vil blive undervist af en række af tidens mest innovative ledere, herunder Christian Stadil, Morten Albæk, Stine Bosse og Claus Meyer, der skal være med til at ruste de unge til at sætte nye standarder for succesfuld ledelse.
Talentprogrammet og tænketanken er både for unge kvinder og mænd, og Nicoline Durup er allerede én af de udvalgte. Nicoline Durup ser gerne, at flere ledelsesposter bestrides af kvinder, men er ikke tilhænger af kvotesystemer eller en unødig debat om ligestilling:
"Jeg ser gerne, at endnu flere kvinder går efter ledelsesposter. Men de klassiske familie- og arbejdsmønstre er svære at gøre op med. Kvinder har selv et ansvar for at vælge ledelsesposterne til og leverpostejsmadderne fra. Om 50-100 år vil vi med garanti se flere kvinder vælge topposter til, men det er en udvikling, som har brug for tid," siger Nicoline Durup.
Hun mener desuden, at der er brug for kvindelige ledere i danske virksomheder, fordi de agerer anderledes emotionelt og har andre perspektiver på problemstillinger, som kan komme erhvervslivet til gode.
"Jeg plejer at sige at det handler om relationer. Følelsesmæssig intelligens, passion, relationsopbygning og empati er discipliner, vi kvinder mestrer og som er væsentlige, når vi taler om god ledelse," siger Nicoline Durup.
Fra interior til exterior
Med en PR-baggrund i både den danske og internationale modebranche, var beslutningen om at gå ind i den håndværkerprægede familievirksomhed Profil Markiser, ikke helt nem. "Jeg er blevet overrasket over, hvor vigtig, og ikke mindst svær, god og passioneret ledelse er for at opnå succes. Jeg har kastet mig ud på en rejse, som kræver veleksekveret ledelse, og jeg er super taknemmelig for at være udvalgt som ét af toptalenterne i Danmark," siger Nicoline Durup.
Ambitionen er at blive førende indenfor outdoor living og at sætte fokus på begrebet 'exterior' på linje med den stadigt stigende tendens indenfor 'interior'. Det store fokus på bæredygtighed og urban living har gjort uderummet mere interessant og til et rum, som ikke længere skal bestå af møbler og objekter, vi ellers havde tilovers. Outdoor living er blevet hipt, og Profil Markiser vil gerne sætte sig i førertrøjen indenfor netop den kategori.