Sømandsbarnet der knækkede sukkersygen

Læge og Hellerup-borger Hans Christian Hagedorn (1888-1971) var det, man måske i dag ville kalde 'larger than life'.
En pioner inden for lægevidenskaben, et renæssancemenneske, der vidste noget - og kunne tale med - om stort set alt. En høj mand med et stort korpus, der elskede at flyve i sin egen lille propelflyver og sejle i sin egen sejlbåd. En kunstsamler og H.C. Andersen-ekspert, der skabte og udfyldte sit eget univers, både privat og lægefagligt.
Hans Christian Hagedorn blev født i København den 6. marts 1888. Hans far var kaptajn på en coaster, der var indrettet som et højskoleskib, hvor sømænd lærte alt om livet til søs, men hvor de også blev dannet inden for mere boglige og musiske discipliner.
Lige fra han var helt lille, var Hans Christian ofte med om bord, og senere i livet fortalte han, at turene "rummede større glans og herlighed", end noget han senere fik at se.
Han gik i skole på Hesselager Latin- og Realskole på Fyn, og efter sin studentereksamen som privatist begyndte han på det medicinske fakultet i København i 1906.
Under sin studietid var han assistent for professor Carl Julius Salomonsen, Danmarks store bakteriolog og Serum-instituttets grundlægger, og han trådte også til, når Christian Bohr, Niels Bohrs far, bad om hans hjælp.

Fik sit eget sygehus

I 1915 fik han sin egen praksis i Brande. Her fik han det lokale bystyre med på at genåbne det lille hospital, hans forgænger havde ladet opføre, og han arbejdede som sygehusets eneste læge. Det var her, han begyndte at interessere sig for sygdommen 'diabetes mellitus', i dag mest omtalt som diabetes eller sukkersyge.
Ved nytårstid 1916 lå der fire patienter på hans lille hospital, Brande Sygehus; en landevejsridder og tre diabetikere.
Hans Christian Hagedorn var optaget af at finde nye og bedre måder til præcist at undersøge patienternes blodsukker, og det lykkedes ham. Metoden vakte stor opsigt i lægekredse herhjemme, og da han i 1921 havde forsvaret sin doktordisputats 'Blodsukkerregulationen hos mennesket' blev han reservelæge på Kommunehospitalet i København.

Et umage makkerpar

Her fik han kontakt til August Krogh, professor i dyrefysiologi, som året forinden havde fået Nobelprisen i medicin.
Det var også i 1921, at forskere på universitetet i Toronto fandt på at udvinde et hormon af bugspytkirtlen og dermed opdagede insulin.
August Krogh var stærkt interesseret i de canadiske resultater, ikke mindst fordi hans kone Marie led af sukkersyge. Efter en rejse til Toronto i december 1922 lykkedes det ham at få tilladelse til at fremstille insulin til forbruget i Norden.
Højst usædvanligt valgte August Krogh den kun 34-årige reservelæge Hans Christian Hagedorn som sin nærmeste samarbejdspartner. Men dem, der kendte makkerparret var ikke overraskede. Det var nemlig Hans Christian Hagedorn, som Marie Krogh havde opsøgt, da hun frygtede, at hun havde sukkersyge. Med sin blodsukkermetode kunne han bekræfte hendes mistanke og stille diagnosen.
Det umage makkerpar fordelte arbejdet sådan, at Hans Christian Hagedorn skulle lede fremstillingen af insulin, der skulle udvindes af bugspytkirtlerne fra slagtekvæg og fisk, mens August Krogh skulle udarbejde en metode til at standardisere præparaterne.
Kun en uge efter Krogh var vendt hjem fra Canada lå det første præparat med blodsukkersænkende virkning på kaniner. Produktionen blev udvidet, og Hagedorns villa på Onsgårdsvej i Hellerup blev taget i brug.
Allerede 13. marts 1923 begyndte insulinbehandlingen hos den første diabetiker i Norden, og mange andre fulgte kort tid efter.
August Krogh var måske nok på papiret stjernen, det er trods alt ikke enhver dansk læge, der kan prale med en Nobelpris, men han glemte ikke at takke sin kompagnon.
I Ugeskrift for Læger skrev han i 1923:
"Jeg må benytte denne lejlighed til offentligt at yde dr. Hagedorns indsats i insulinarbejdet den allervarmeste anerkendelse og beundring. Under tilsidesættelse af alle hensyn til sin personlige bekvemmelighed har han arbejdet utrætteligt, og overvindelsen af de største vanskeligheder ligesom flere af de afgørende fremskridt i fremstillingsmetoderne skyldes ham".

Grundlagde verdenssucces

I maj 1923 grundlagde de to herrer, sammen med apoteker August Kongsted fra Løvens Kemiske Fabrik, den første insulinfabrik: Nordisk Insulinlaboratorium. Inden året var omme havde alle hospitaler i Danmark fået stillet insulin til rådighed. Det var en nærmest naturstridig bedrift, at de kunne gøre det så hurtigt.
Succesen voksede og kunne ikke længere rummes i villaen på Onsgårdsvej, så i 1925 opførte de tre herrer en insulinfabrik på hjørnet af Brogårdsvej og Ved Stadion.
Hagedorn og Co. etablerede en fond for de mange penge, de pludselig tjente. Fondens formål var at yde støtte til forskning og behandling af patienter med diabetes, og for fondens midler blev Niels Steensens Hospital (det nuværende Steno Diabetes Center) opført i 1932, og hospitalet tog imod patienter fra hele Norden.
Faciliteterne blev udvidet adskillige gange, første gang i 1937, da den hvide bygning med bibliotekstårnet blev opført af arkitekt Ivar Bentzen.
Kravet om mere plads skyldtes især, at Hans Christian Hagedorn i 1935 havde gjort endnu en epokegørende opdagelse: Protamininsulinet. Det var det første langsomt virkende produkt, som hurtigt gik sin sejrsgang over hele verden. Og den dag i dag er det stadig verdens mest solgte insulinprodukt.
I 1973, to år efter Hans Christian Hagedorns død, ændrede Nordisk Insulinlaboratorium navn til Nordisk Gentofte, og i 1989 fusionerede virksomheden med Novo, der var startet af brødrene Harald og Torvald Pedersen i 1925, som begge tidligere havde arbejdet under Hagedorn.
Virksomhedens nye navn blev Novo Nordisk, som i dag er verdens største producent af insulin. Og Steno Diabetes Center behandler stadig patienter med sukkersyge.

Mæcen for yngre læger

Det er muligt, at mange danskere har glemt alt om Hans Christian Hagedorn, men for ét menneske står han stadig lysende klart i erindringen. Hellerup-borger Vibeke Poulsen husker ham tydeligt, fordi hendes far, Jacob Poulsen, fik et tæt samarbejde med ham på Niels Steensens Hospital.
"Han var en slags mæcen for min far, lige som han var det for yngre læger i det hele taget. Jeg nød virkelig, når vi skulle hjem til Hagedorn og drikke te. Min far sagde altid, at Hagedorn var det eneste menneske, der kunne bremse min talestrøm, for når jeg var hjemme hos ham, sagde jeg kun noget, når han spurgte mig", griner hun, da Villabyerne møder hende.
"Han var sikkert også god til at intimidere folk. Med sin store imposante figur, sit skarpe blik og kæmpe personlighed, fyldte han et rum op. Med sit korpus og hvide hår kunne han godt minde om en dansk udgave af Bjørnstjerne Bjørnson (norsk forfatter, red.). Han var et vildt spændende, kultiveret menneske, der havde et hav af hobbyer og kunne alle mulige ting. Han havde også sin egen frugtplantage ved Præstø, der leverede al frugten til hans patienter", fortæller hun.
Hans Christian Hagedorn døde den 6. oktober 1971 efter mange års trængsler med Parkinsons syge. Han boede i Hellerup de sidste 50 år af sit liv og har fået en vej i kommunen opkaldt efter sig. Han var gift med Maria Alfrida Stavnstrup, som han havde mødt under sit ophold i Brande. Parret fik ingen børn.

Kilder: 'Hans Christian Hagedorn' af Torsten Deckert i Biokemisk Forening, publiceret oktober 2002 og 'Historiske huse: Nordisk Insulinlaboratorium' af Mette Henriksen, leder af Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte, publiceret marts 2014 i Villabyerne.