Christina vil leve af kaffelikør
Det Hemmelige Likørselskab og Christina Hummeluhr vil være først med en økologisk kaffelikør
Kælderen i boligen i Vedbæk er fyldt glas og tomme vodkaflasker som et bevis på de mange eksperimenter, 31-årige Christina Hummeluhr igennem årene har lavet med det, hun virkelig brænder for: At lave en økologisk og bæredygtig kaffelikør.
For et års tid siden besluttede hun, at det skal være et produkt, som hun også vil leve af.
“Jeg kunne se, at andre kunne se, at der kan være en forretning i det,” fortæller Christina, der med en kaffelikør, der er sat sammen af en økologisk vodka produceret på Fyn, 'Fair Trade' kaffe plus en del ingredienser, som hun ikke vil løfte sløret for, også vil bevise noget andet:
“Det må ikke være en byrde at leve bæredygtigt,” lyder formuleringen på hendes mantra. Det er også grunden til, at hun kalder sin iværksættervirksomhed for 'Det Hemmelige Likørselskab”.
“For det er ikke mig selv, Christina, der skal brandes. Det er en kaffelikør, der både er økologisk og bæredygtig.”
Derfor får produktet, hvis det en gang når især københavnske og nordsjællandske specialbutikkers og vinhandleres hylder, ikke får et eller andet kreativt navn. Nej, det kommer til at hedde noget så simpelt som 'Kaffelikør fra Det Hemmelige Likørselskab', har hun bestemt.
Droppede studiet
Christina Hummeluhr læste geografi på Københavns Universitet, men droppede et stykke inde i kandidatstudiet ud for at hellige sig den likør, der nu optager hende på fuld tid.
Hvorfor kaffelikør? Fordi hun selv kan lide det, som del af en cocktail eller som ingrediens i mad, og fordi hun mener, at der mangler et bæredygtigt tilbud på markedet. Og da hun i længere tid havde ekseprimenteret med vodka, kaffe og de hemmelige ingredienser som andre eksperimenterer med at lave snaps af valnød, porse eller noget helt tredje eller fjerde, var det det, der nu skulle prøves.
“Jeg har alle godkendelser fra Fødevarestyrelsen, jeg har en samarbejdspartner, der kan producere likøren, og efter sommederferien skal vi køre det første prøvebryg, som er ret afgørende for, hvordan det kommer til at gå,” siger Christina Hummeluhr. Og hun tror lige så meget på sin idé som hun brænder for den.
Vil være ’first mover’
“Nye fødevareprodukter er 'in', og jeg vil være den første - 'first mover' - på området,” siger hun.
Den 31-årige mor til to beskriver sig selv som “typisk iværksætter med millioner af idéer”, der som andre iværksættere går til opgaven med indstillingen, at alt “virker simpelt, når bare man har idéen”.
Hun har dog også erkendt, at idé og et produkt ikke er nok til at få en forretning ud af det. Christina Hummeluhr har derfor allieret sig med Hørsholm Erhvervsmentorer, hvorfra hun har fået tildelt en mentor, som hun jævnligt mødes med, så hun også lærer at tænke kommercielt.