"Jeg har aldrig tænkt på at søge andet arbejde"
Anne-Lise Hansen trådte for første gang ind på Hillerød Rådhus, da kollegerne var 'Des', kvinderne skulle gå i nederdel, og arbejdsredskabet var en gammeldags skrivemaskine
Den 1. august 1966 trådte Anne-Lise Hansen for første gang ind ad døren til sit nye job som elev på Hillerød Rådhus - og nu, 50 år senere, er hun stadig i fuld vigør på kommunen.
Hun husker den første arbejdsdag tydeligt:
"Jeg var lidt rundt på gulvet, for jeg havde aldrig været ude på arbejdsmarkedet før. Inde på rådhuset var der en dør, jeg ikke kunne åbne, for der var intet håndtag. Så jeg stod og trykkede og blev helt nervøs, for nu kom jeg nok for sent. Heldigvis kom der en og hjalp og viste mig håndtaget, der var gemt under en bjælke," fortæller hun.
På den dengang nye arbejdsplads kom hun ind til to kvinder og kommunaldirektøren, som hun opfattede som 'forfærdeligt gamle'. Arbejdsredskabet var en gammeldags skrivemaskine, som ikke var elektrisk. Hun var 'Des' med sine kolleger, og de lange bukser og den islandske sweater, som hun bar i sin fritid, måtte blive hjemme til fordel for et nyindkøbt sæt med nederdel og jakke. For kvinderne skulle bære kjole på rådhuset.
"Vi blev heldigvis 'dus' efter et par år, men jeg var stadig på efternavn med mine ældre kolleger. Min kollega Ester Teglhus kaldte jeg for eksempel altid bare Teglhus. Jeg har netop besøgt hende - hun er blevet 90 år, og jeg kalder hende stadig Teglhus," siger Anne-Lise Hansen med et smil.
Computerne overtog
Senere blev skrivemaskinen erstattet af en elektrisk, og igen senere kom computerne til. I 1989 skulle alle de ansatte have pc'ere - dengang dog uden internet, og Anne-Lise Hansen var med til at undervise personalet i hele kommunen i brugen af computerne.
"Mange ansatte sagde dengang, at 'det får I mig aldrig til. Jeg har min skrivemaskine'. Men de skulle altså lære det. Det var en rigtig sjov tid. Det var skægt at undervise, og jeg lærte en masse af de ansatte at kende," tænker hun tilbage.
Syv borgmestre
Anne-Lise Hansen har igennem sine 50 år på rådhuset arbejdet under syv forskellige borgmestre. Da hun startede, fik hun lige de sidste to år af Waldemar Stenberdts borgmesterperiode med. Derefter trådte Toke Stokholm til.
"Hver borgmester gør tingene på sin måde, så jeg har hele tiden oplevet de skift, og der sker noget hele tiden, også med nye byråd og kommunaldirektører. Da Stokholm var borgmester, talte vi ikke med ham, for os menige havde ikke noget med borgmesteren at gøre. Sådan var tiden bare. Da Jens S. Jensen kom til i 1986, ændrede tingene sig og blev lidt mere lige til. I dag er vi jo dus alle sammen - også med borgmesteren," fortæller hun.
Igennem 50 valg
En arbejdsopgave, som 67-årige Anne-Lise Hansen har taget sig af og holdt meget af, er at være ansvarlig for valgene i kommunen. I alt 50 valg har hun været med til at afvikle: 19 folketingsvalg, 12 kommunalvalg, 11 folkeafstemninger og 8 EF- og EU-valg.
"Det er rigtig sjovt - og et kæmpe arbejde, især kommunalvalg, hvor der er en helt masse bagefter med udpegelse til nævn og råd og så videre".
Siden 2011 har hun arbejdet sammen med en kollega, som nu er klar til at overtage ansvaret som valgansvarlig ved de næste valg. For Anne-Lise Hansen planlægger at gå på pension til næste sommer - og får dermed ikke kommunalvalget sidst i 2017 med.
"Nu må andre kræfter træde til. Jeg når måske et folketingsvalg mere, hvis der skulle komme et til efteråret. Men ellers overlader jeg trygt arbejdet til min kollega Monica".
Tid til det alternative
Dermed får Anne-Lise Hansen mere tid til sin mand, datter og tre børnebørn, tennis, symaskinen, huset og haven her i Hillerød og at dykke ned i det alternative, som hun har stor interesse for.
På spørgsmålet om, hvorfor hun er blevet på sin arbejdsplads i de imponerende 50 år, lyder hendes svar da også:
"I stjernetegn er jeg stenbuk med dobbelt jord. Så jeg er ikke sådan at rykke med. Men jeg har faktisk aldrig tænkt på at søge noget andet arbejde i de 50 år. Måske var der lige lidt tanker under kommunesammenlægningen - men så blev jeg rykket over i en ny afdeling og fik nye arbejdsopgaver".
Altid godt tilpas
Men hun holder af at arbejde på rådhuset (de første 41 år var det på rådhuset i Frederiksværksgade - derefter det nye rådhus på Trollesminde):
"Her er et godt arbejdsklima, og jeg har nogle gode kolleger. Jeg har altid følt mig godt tilpas," siger Anne-Lise Hansen, hvis datter i øvrigt også de sidste 11 år har arbejdet på rådhuset.
Selv bidrager hun også til det gode klima, blandt andet ved at heale eller 'trykke lidt på plads', hvis folk har ondt i ryggen eller hovedet.
"Jeg kan ikke lide, at folk har det dårligt. Så jeg hjælper dem, der kommer og spørger, om jeg ikke kan gøre noget".
Én ting skal hun dog lige have gjort færdig, inden hun siger farvel til rådhuset. Hun er nemlig i gang med et større oprydningsarbejde i kommunens arkiv, som blev opbevaret på Solrødgård, indtil det blev solgt til Hillerød Forsyning.
"Der er ikke rigtig nogen, der interesserer sig for arkivet, men det er vigtigt, vi får bevaret det. Og vi er slet ikke færdige med at hive ting ud af flyttekasser," siger hun.
50 års-jubilæet fejres på rådhuset den 8. september kl. 15, hvor tidligere kolleger, venner, familie med flere er velkomne.