26-årige Fanny kommer med glæde, grin og is
26-årige Fanny E. Nørgaard-Olsen er besøgsven gennem Røde Kors Rødekro. Hun besøger hver uge Mary Mattsen
Alder er kun et tal. Det er en lidt slidt floskel, men i tilfældet med Fanny E. Nørgaard-Olsen og Mary Mattsen, begge fra Rødekro, passer det nu alligevel meget godt.
For 26-årige Fanny Nørgaard-Olsen er knap trådt ind af døren hos Mary Mattsen, inden snakken går lysten og grinene er hyppige.
“Vi hygger os sammen. Vi går måske en lille tur, og når vi så er hjemme igen, så har vi fortjent en sodavand eller en is,” fortæller Fanny med et smil, mens Mary nikker samstemmende.
De to er blevet sat sammen gennem lokalafdelingen af Røde Kors i Rødekro, hvor Fanny formelt er besøgsven til Mary.
Men den slags formalia optager ikke de to, når de hver onsdag er sammen i et par timer.
“Jeg meldte mig hos Røde Kors, fordi jeg egentlig savnede den type samvær, som jeg havde med mine egne bedsteforældre. Den der tid, hvor man bare får fuld opmærksomhed. Måske det lyder lidt egoistisk, men det var faktisk derfor,” fortæller Fanny, der lige har færdiggjort sin universitetsuddannelse, og nu kan kalde sig Cand.mag. Efter sommerferien venter et nyt job hos Tønder Handelsskole.
Mary Mattsen henvendte sig også til Røde Kors for at få en besøgsven. Men det er ikke fordi, hun er ensom, forsikrer hun.
“Ork nej. Jeg får da masser af besøg. Men jeg elsker det jo, så det var da en fin mulighed. Og så laver jeg jo nogle andre ting med Fanny, end jeg for eksempel gør med min familie, når de er på besøg,” fortæller Mary.
“Her sidste dag var vi en tur nede i byen. Her havde Mary ikke været et helt år. Så vi fik rigtig kigget på butikker - og snakket med en masse folk fra byen. Det var en god tur,” fortæller Fanny.
De to har mødtes siden marts måned, og ingen ved jo, hvor længe det arrangement bliver ved, når nu Fanny får travlt på sit nye job.
“Den slags tænker vi ikke på nu. Nu hygger vi os bare,” slutter Mary Mattsen.
Se mere om hvordan du kan blive besøgsven gennem Røde Kors HER