Flygtningepres rammer Hørsholms mondæne villaer
Det er helt hen i vejret at læse i Ugebladet Hørsholm, at Hørsholm Kommune overvejer at leje en stor villa på Bel Colles Allé for at gøre plads til op mod 27 flygtninge (læs: Kommune vil indlogere flygtninge i denne pragtvilla - naboerne er bekymrede). Samtidigt kan man læse, at kommunen i øjeblikket må huse 76 flygtninge på hotel. Alt dette skyldes et særdeles voldsomt pres på egnede boliger. Situationen er den samme i næsten alle kommuner.
Der er grænser for, hvor mange flygtninge de enkelte kommuner kan tage imod – både af hensyn til et kulturelt og et økonomisk pres. Begge udgifter bliver på sigt høje. Det ser man bl.a. i forhold til kriminalitet og overførselsindkomster, hvor personer fra ikke-vestlige lande er overrepræsenterede.
Der er lavet talrige integrationsplaner i Danmark. Den ene integrationsplan har afløst den anden. Ingen af dem har virket mærkbart, og det er der en særlig grund til.
Det er meget svært at integrere personer med ikke-vestlig oprindelse i Danmark, og derfor siger vi i Dansk Folkeparti stop. I stedet skal vi udarbejde repatrieringsplaner, så flygtninge gøres klar til at komme hjem. Integration er ofte en nødløsning, som vi ved, ikke har nogen bemærkelsesværdig effekt.
I Dansk Folkeparti vil vi også indføre permanent grænsekontrol samt straksbehandling af asylansøgere ved grænsen. Så bliver det heller ikke nødvendigt at indlogere flygtninge i mondæne villaer.
Vi skal selvfølgelig hjælpe mennesker, der f.eks. flygter fra krig. Men det skal ikke ske på bekostning af vores velfærdssamfund, kultur og værdier.
Mange kommuner ligesom Hørsholm står med et stort problem med at skaffe boliger til flygtninge. Samtidigt sættes danskere bagerst i boligkøen.
Dette pres skal lettes, ligesom vi i Dansk Folkeparti arbejder for, at flygtninge reelt vender hjem igen, når der er atter er fred i hjemlandet.