Fortsæt til indhold

15 flygtninge inviteret på festival

Flygtningebørn fra Røde Kors Center Gribskov mødte det danske lokalsamfundet for første gang på Gilleleje Festival i weekenden

Samfund
Jesper Gisli

15 børn fra Afghanistan, Eritrea og Somalia var på Gilleleje Festival i weekenden. Inviteret af festivalen, og klædt i det bedste af deres meget få personlige ejendele. Bukser fra Udlændingestyrelsen, som de lige har modtaget. Yndlings halskæden hjemmefra, kasketten som har fulgt med på rejsen, og det blomstrede tørklæde. Lidt beklemte men også meget nysgerrige og fulde af forventninger til mødet med danskerne.
Der blev kigget en del, og de mange nye indtryk kom med hjem. Mobiltelefonerne kom op af lommerne og der blev taget selfies, gruppebilleder og optagelser fra koncerten med Scarlet Pleasure og Vamp til Cue på Ugepostens Talentscene.
Men Djämes Braun tog alligevel dagens inviterede gæster med størst storm og begejstring.
Drengene fra Afghanistan hoppede om kap. En af drengene fra Eritrea er selv musiker, og han gav den dansegas på plænen, og den danske pige ved hans side dansede med.

"Vi fester ellers kun hvis der er bryllup"

Der blev grinet og taget flere billeder. Pigen fra Afghanistan som havde skreget sin sorg ud i timevis morgenen forinden, da hun sagde farvel til sin bror, der har fået asyl i Sverige, fik for første gang i dagevis smil på læben.
"Fra Røde Kors Center Gribskov hilser vi og siger tak. Tak for koncerten Djämes Braun. Tak for billetterne Gilleleje Festival. Tak til Gilleleje for at tage godt imod nogle af verdens mest sårbare børn og unge", siger Lisbeth Eckhardt, frivillighedskoordinator hos Røde Kors Center Gribskov til Ugeposten.
"På vejen hjem i bilen var humøret stadig højt. Festen i Gilleleje var meget anderledes end de er vant til", fortæller koordinatoren, og refererer de unge.
"Hjemme hos os er der kun krig og kamp. Vi fester ellers kun hvis der er bryllup". "På vejen hertil var der en fest i Tyskland", fortalte en anden som har opholdt sig mange måneder på et tysk asylcenter.
"Det bedste var, at vi ikke følte os udenfor, men vi var en del af festen, ligesom danskerne", sagde en af de unge, og der er ingen tvivl om, at det har været et godt pusterum, hvor de et øjeblik har lagt sorgen over alt det de har mistet og bekymringerne for fremtiden fra sig", slutter Lisbeth Eckhardt, der på vegne af de 15 uledsagede flygtningebørn- og unge, vil sige tusind tak for oplevelsen.
Hermed videregivet.

Djämes Braun var favorit-bandet blandt dagens gæster.