Den dag Jesper fik en ny nyre

Der er køligt på operationsstuen. Jesper får tilbudt et tæppe at have over sig. Sygeplejersken spørger, om han fryser. Jesper ryster på hovedet. Tænker, at det er da lige meget, om lidt lukker han øjnene, og så skal det her bare overstås.
For fire måneder siden havde han ikke drømt om, at han skulle ligge på operationsbordet på Nyremedicinsk Afdeling på Skejby. At han skulle lide af en kronisk nyresygdom, der ville gøre ham afhængig af dialysebehandlinger tre-fire gange om ugen resten af livet, hvis han ikke fik en ny nyre.
Lægen præsenterer sig, beder Jesper om at sige sit navn og cpr-nummer. Han lirer det lynhurtigt af, som han efterhånden har gjort et utal af gange i de seneste måneder, hvor han har været ude og inde af hospitalet. Først for at finde ud af, hvilken dialysebehandling han skulle have, derefter for at klargøre ham til transplantationen.
"Ved du, hvorfor du er her?", lyder lægens rutinespørgsmål.
"Ja, det er, fordi jeg skal have en nyre."
"Ja, det er rigtigt, og hvem skal du have den af?", spørger lægen videre.
"Den skal jeg have af min mor."

-------

En blærebetændelse. Det var det, det måtte være. Han begyndte at skulle tisse hele tiden. Han havde ofte hovedpine og kvalme. Utilpasheden havde stået på i et halvt år. Måske havde han også haft noget influenza og været lidt stresset på lederjobbet hos Føtex i Skæring. I marts var han endelig ved sin egen læge. Beskeden var dog ikke blærebetændelse, men en kronisk nyresygdom, der på et øjeblik vendte op og ned på hans liv.

-------

Jesper og hans mor bliver vækket ved seks-tiden den morgen på hospitalet. De var blevet indlagt dagen før, hvor de havde fået aftensmad, men derefter skulle de faste frem til operationerne. På tomandsstuen ligger Jesper tættest ved vinduet. Moderen er snaksalig denne morgen, mere end hun plejer at være klokken seks, tænker Jesper, men hun siger også tit mere, når hun er nervøs.
De skal begge i bad og vaske sig med en bestemt svamp med noget særligt desinficerende sæbe. Jesper har egentlig ikke travlt, men han tænker, at han også vil skynde sig at gå i bad, så han ikke er midt i noget, når portøren kommer og henter moderen.
Lidt efter klokken syv kommer Jespers far og storesøster ind på stuen. Faderen er narkoselæge, og moderen er sygesplejerske, så der er en del fagsnak om, hvad der nu skal foregå. Jesper siger ikke så meget. Han klapper tit i, når han er spændt. Ligesom han gjorde det, da han for to år siden begyndte på et ophold på Askov Højskole. Ikke bange eller nervøs, men spændt.

“Vi ses om lidt”

"Vi ses lige om lidt," Jesper kigger sin mor i øjnene, da portøren kommer og tager fat i metalsengegærdet og kører af sted med den raske patient. Faderen følger med moderen op på operationsstuen på 1. sal. Søsteren bliver hos Jesper. De tænder for tv'et, der hænger på væggen mellem Jespers seng, og der hvor der nu blot er et tomrum.
Kort efter kommer faderen tilbage, og han tager sin computer frem for at tjekke e-mails. Søsteren læser i en bog. Jesper tænker, at det er rart, at de er der. De behøver ikke snakke sammen.
I tasken ligger der både Euroman og Illustreret Videnskab Historie, men han kigger ikke i bladene.
Go'morgen Danmark kører på tv-skærmen som en slags distrakton, men der bliver slukket, da en sygeplejerske træder ind på stuen. Jesper skal have lagt et drop til antibiotika. Sygeplejersken har lidt problemer med at finde en åre i hans hånd. Faderen hjælper hende med at finde en åre at stikke i. Jesper siger ikke noget, selvom han ellers ikke kan lide, når faderen blander sig. Han er pårørende i den situation og ikke læge. Men her er det fint, at der sker noget, som afleder tankerne et øjeblik.
Jesper har en fornemmelse af, at hans far og søster er noget mere nervøse, end han selv er. Men det er ikke noget, de snakker om. Det var egentlig hans far, der skulle donere nyren, men to dage inden transplantationen, kunne lægerne konstatere, at faderen fortsat havde et for højt blodtryk på trods af medicinering. Derfor trådte moderen til.
En sygeplejerske kommer kort før klokken 12 ind på stuen og fortæller, at moderens operation er gået godt. Og kort efter bliver Jesper kørt op på operationsstuen, mens moderen nu ligger på opvågningsstuen. Faderen følger Jesper op på 1. sal, mens søsteren sætter sig ind til moderens seng og venter på, at hun skal vågne.

-------

Det føles lidt som en massagebriks, da han ligger på operationsbordet. Lægen gennemgår, hvad der nu skal ske. Jesper ligger og kigger op i loftet. Det snurrer i kroppen, da bedøvelsesmidlet løber ind gennem droppet.
Lidt efter hører han kun fjerne fagsprogstemmer, og til sidst forsvinder de mørkegrønne kitler, operationshuerne og de hvide mundbind helt fra hans bevidsthed.

“Hvordan har mor det?”

"Vi skal lige tjekke, om han er helt vågen, inden vi kører."
Stemmerne vender lige så stille tilbage. Jesper er på vej over i hospitalssengen igen, men er først helt vågen, da han ser sygeplejersken stå tydeligt foran ham på opvågningsstuen.
Søsteren er der også.
"Hvordan har mor det?"
Han bliver straks beroliget om, at hun har fint, og alt er gået, som det skulle. Han får vand at drikke og bliver tilkoblet maskiner, der hele tiden følger hans hjerte, puls og blodtryk nøje. Han er øm i såret midt på kroppen, men tænker ellers ved sig selv, at man ikke skulle tro, han lige havde fået en ny nyre sat ind.

Får madglæde tilbage

Da Jesper liggende i sengen igen bliver trillet ind på stuen, ser han med det samme sin mor sidde op i sin seng. Og hele familien har store smil på. Jesper bliver kørt hen på pladsen tættest ved vinduet.
Sygeplejersken taler om blodprøver hver anden time i første døgn. Om natten hver fjerde time.
Den første mærkbare ændring kommer allerede med aftensmaden. Jesper føler ikke den store sult, stadig nervøs for, om nyren vil blive afstødt af hans krop. Men han spiser alligevel noget kartoffelmos. Det er nu en helt anden oplevelse. Tidligere har han midt i måltidet skullet tage store 750 mg tabletter, såkaldte fosfatbindere, som skulle tygges. Han skal stadig have medicin resten af sit liv, men han slipper nu for kalksmagen og en udtørret mund, der ellers ødelagde madoplevelsen og har gjort, at han har tabt 20 kg, siden han fik diagnosen: Kronisk nyresygdom.