Fortsæt til indhold

"Vanvittigt afslag - vil ændre loven"

Formand for Miljø- og Fødevareudvalget i Folketinget Pia Adelsteen besøgte ejerne af et sommerhus i Liseleje, der føler sig udsat

Samfund
Jens Patrick Thiede

KYSTSIKRING En lokal sag om kystsikring - eller mangel på samme - fik onsdag 10. august opmærksomhed fra højeste instans:
Pia Adelsteen, MF (DF) og formand for Miljø- og Fødevareudvalget i Folketinget samt medlem af Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget besøgte en privat ejendom på Liseleje Strand.
Med sig havde hun ægtemand Kim Christensen, ligeledes MF for DF.
Formålet var at besigtige matriklen på Kystvej 10, hvor ejerne ikke kan få lov at kystsikre i det omfang, de mener er nødvendigt.
Ejerne ønsker at foretage en såkaldt stenkastning, hvor der fyldes sten op mellem havet og grunden.
Det vil Kystdirektoratet (KDI) ikke give tilladelse til. KDI mener, at en ren sandfodringsløsning er tilstrækkeligt – alternativt at rykke stenkastningen ind mod den naturlige skrænt.

Føler sig som gidsler

Efter selv at have set på problematikken i ejernes baghave, lyttede Pia Adelsteen til ejernes beretning:
"Indtil nu har sagen taget to et halvt år med megen korrespondance frem og tilbage med KDI. Vi føler os taget som gidsel i sagen," forklarede grundejer Finn Nielsen over en kop kaffe.
Han frygter, at den ifølge ham mangelfulde kystsikring af ejendommen vil kunne få fatale konsekvenser under en kraftig storm.

Det problematiske område mellem grunden og stranden, som ejerne ikke må fylde med sten. Foto: JP Thiede

Løsningen er stenkastning

Pia Adelsteens umiddelbare reaktion på sagen og løsningsforslag lød:
"Det er fuldstændigt vanvittigt, at KDI kan give afslag i denne sag. Jeg behøver ikke en analyse for at se, at huset snart falder i vandet uden ordentlig beskyttelse. Løsningen er at få lagt sten som andre steder langs stranden her."
"Normalt, når man får afslag på en ansøgning, er det, fordi det vil kunne få negativ indvirkning andre steder, men her er der jo sten på en længere strækning lige ved siden af, så det virker ikke logisk," sagde hun.

Vil ændre lovgivningen

Som formand for Miljø- og Fødevareudvalget vil hun nu se på loven om kystbeskyttelse i dens helhed:
"Det er ubegribeligt, at vi har en lov, som ikke beskytter værdier og mennesker, men hvor andre hensyn vejer større. Hvis vi kun skal have en lov, men ikke beskytte borgere med den, så må man finde et andet land at bo i, for vi har over 7000 km. kystlinje i Danmark."
"Jeg vil stille forslag om, at kystbeskyttelsesloven laves om. Det er grotesk, at almindelige mennesker skal dokumentere, om en given kystsikring virker eller ej. Vi er jo ikke alle ingeniører," mener Adelsteen.
Hun tilføjer, at kystsikringen i Danmark burde være en national opgave og ikke op til den enkelte grundejer.
På Kystvej 10 bruger ejerne et femcifret beløb årligt på at kystbeskytte sig, uden at de føler sig ordentligt beskyttet.

Lokal fokus på problemet

Lokalpolitiker fra Halsnæs Byråd, Walter G. Christophersen (DF), stod bag invitationen af folketingspolitikerne til Liseleje og var selv med til mødet med ejerne.
Han har af flere omgange kritiseret det, han omfatter som utilstrækkelig kystsikring af den vestlige del af Liseleje Strand samt ejendommen på Kystvej 10.

Han bakkes op af Frits Thaulow, formand for Hyllingebjerg-Liseleje Kystbeskyttelseslag, der arbejder for en samlet løsning på en 2,7 km. strækning ved kysten.
Halsnæs Avis følger i næste op på problematikken med kystsikring for hele strækningen Hyllingebjerg-Liseleje.