Ingen holdning og ingen kommentarer
"Vi forholder os helt neutralt, og hvis borgerne har spørgsmål, så må de kontakte kommunen eller politiet," lyder det fra Ganløse Bylaug
Nyheden om at rockergruppen Satudarah Northside er ved at rykke ind på en adresse i industrikvarteret Toppevad, var naturligvis også et emne på torsdagens bestyrelsesmøde i Ganløse Bylaug.
"De fleste havde jo hørt eller læst om det på forhånd, så det kom ikke som nogen overraskelse på bestyrelsesmødet," siger Jørn Lind, næstformand i bylauget.
Han understreger dog, at Ganløse Bylaug ikke har det store at sige til den mulige rocker-indflytning.
"Om der kan eller skal gøres noget i forhold til indflytningen i Toppevad, er en politisk afgørelse. Som bylaug forholder vi os helt neutralt. Vi har ingen holdning til det. Flytninger sker jo hver dag, og om det er familien Hansen eller Satudarah, kan vi jo ikke gøre noget ved," siger Jørgen Lind.
Så du har ingen kommentarer til det faktum, at der er tale om rockergruppen Satadurah?
"Nej, det har jeg ikke."
Men kan du forstå, hvis det her skaber utryghed blandt borgerne?
"Det har jeg ingen kommentarer til. Hvis borgerne har brug for oplysninger, så må vi henvise til debatten på facebook. Ellers kan de kontakte kommunen eller politiet."