Jeg vil jo bare til min familie i Sverige - er det for meget at kræve?

Hendes blik er uden håb, hendes kropsholdning opgivende. Mens folk fester omkring hende, sidder Aishy stille på en trappe, fanget i sine egne tanker.
”Jeg vil jo bare til min familie” siger hun, og i hendes øjne skinner tårer.
Aishy, som efter eget udsagn kommer fra Syrien, lever i øjeblikket i Center Auderød. Altid med en pakket kuffert under sengen, for ingen ved hvor længe hun bliver i modtagelsescenteret, og hvor hun kommer hen næste gang.
Hendes familie har fået asyl i Sverige, men Aishy og hendes søn, som skulle bringe hende til Sverige, blev adskilt, og hun blev 'hængende' i Danmark.
Aishy taler kun lidt engelsk, og da hun uforstående lod politiet tage hendes fingeraftryk, blev hun dermed registreret som asylsøgende i Danmark.
Hvornår, eller om, hun må rejse til sin familie i Sverige, kan ingen give hende svar på.
De eneste glade øjeblikke er for Aishy de daglige samtaler med manden, datteren og sønnerne via telefon og Facebook. Ellers er det bare at vente i det lille værelse, som Aishy deler med en anden flygtning eller at gå tur mellem asylcenterets grå boligblokke.
”Det er flere år siden, at jeg har set min familie”, siger Aishy.
”Jeg ønsker jo blot at tage dem i armene og leve et fredfyldt liv med dem i Sverige. Er det for meget at kræve”?