Nu aflæser vandværket selv dit vandforbrug
Gilleleje Vandværk har det sidste halve år arbejdet på at udskifte samtlige vandmålere til elektroniske vandmålere og er næsten i mål. Ud af cirka 5.500 forbrugere mangler kun cirka 600 at få installeret en elektronisk vandmåler. Disse har modtaget et aflæsningskort i deres postkasse i sidste uge og skal derfor aflæse vandmåleren på gammeldags vis.
Resten af forbrugerne kan læne sig tilbage og lade Gilleleje Vandværk aflæse vandmåleren for dem.
Det er ikke kun ved den årlige måleraflæsning, at forbrugerne får glæde af de smarte nye vandmålere.
Holder øje med forbruget
Gilleleje Vandværk kontrolaflæser alle vandmålere hver tredje måned og vil kunne reagere ved et uforholdsmæssigt stort vandforbrug, som kan skyldes et brud eller en utæthed. Gilleleje Vandværk underretter så den enkelte forbruger, som derved kan spare store beløb ved at tage hånd om problemet med det samme.
Se mere på www.gillelejevand.dk