"Min grænse går så hertil"

Lokalpolitiker i Gentofte Kommune, Lisbeth Winther, vidste, at det ikke var et helt almindeligt møde i Kommunalbestyrelsen 26. september, hun skulle til, for punkt 10 på dagsordenen var lidt ud over det sædvanlige.
Det var hendes formelle anmodning om at træde tilbage som formand for Teknik- og Miljøudvalget og alle de tillidshverv, der hørte til den formandspost.
De øvrige politikere i Kommunalbestyrelsen havde modtaget hendes begrundelse på et bilag. “Uenighed om ledelsesstil for samarbejde,” lød det kortfattet.
Til Villabyerne havde Lisbeth Winther svaret, at hendes og borgmesterens forskellige tilgange til ledelsesstil og samarbejde havde gjort det vanskeligt at arbejde så tæt sammen, som et formandskab kræver.
Ligeledes havde hun understreget over for Villabyerne, at hun stadig bakkede op om borgmesteren, og at der ikke var nogen politisk uenighed.
“I dagsordenspunktet var der lagt op til at afslutte sagen, og det var min forventning, at vi så stille og roligt derfra kunne komme videre og fortsætte det politiske arbejde,” siger Lisbeth Winther.
Lisbeth Winther trådte uden for døren, da punkt 10 skulle behandles. Det siger reglerne, fordi punktet netop handlede om hende. Da hun atter satte sig i stolen, regnede hun med, at Kommunalbestyrelsen skulle tage stilling til hendes afløser.

Pest eller kolera

Men så rejste viceborgmester Søren Heisel (S) sig op og holdt en tale, der argumenterede for en tillidsafstemning, hvor Kommunalbestyrelsen skulle udtrykke sin 'fulde tillid til borgmesterens loyale ledelse og samarbejde'.
“Jeg var med det samme klar over, hvad der skete, og jeg havde nu valget mellem pest og kolera. Enten kunne jeg stemme for punktet og udtrykke fuld tillid til borgmesterens ledelse og dermed undsige min egen begrundelse for at trække mig som formand. Jeg kunne jo ikke både være uenig i borgmesterens ledelsesstil og udtrykke fuld tillid til den på samme tid. Eller også kunne jeg undlade at stemme, og så var jeg sikker på, at det ville komme til at koste,” siger Lisbeth Winther, der alligevel ikke var i tvivl om, at hun måtte undlade at stemme,
Kan du forstå behovet for en tillidsafstemning, når du nu havde henvist til din og borgmesterens uenighed om ledelsesstil?
“Man må jo gå ud fra, at borgmesteren var orienteret om dette afstemningstema på forhånd. Så hvis Søren Heisel og Hans Toft virkelig havde følt et behov for at 'berolige' kommunens ansatte med en fælles erklæring fra Kommunalbestyrelsen, så synes jeg, at det havde været naturligt, at han og borgmesteren havde kontaktet mig, så vi kunne have lavet en fælles erklæring. Nu kom det i stedet som et lyn fra en klar himmel med en generel formulering, som jeg ikke havde haft nogen indflydelse på. Hvorfor skete det? Det kan man så have sin egen mening om. I det hele taget har jeg utroligt svært ved at forstå, hvorfor Søren Heisel mente, at det var en god idé, at Socialdemokratiet involverede sig i en personsag mellem to konservative medlemmer.”

Savner sagligt argument

Lisbeth Winther lægger ikke skjul på, at hun var - og faktisk stadig er - rystet over, at sagen tog den drejning.
“Der var ikke noget sagligt argument for den tillidsafstemning. Jeg havde jo netop udtalt, at jeg stadig bakkede op om Hans Toft som borgmester. Hans Toft havde udtalt til Villabyerne, at det var en personsag, og det samme havde Marianne Zangenberg og Marie-Louise Andreassen i øvrigt (henholdsvis konservativt og radikalt medlem af Kommunalbestyrelsen, red.).”
Søren Heisel henviste i sin tale til, at Kommunalbestyrelsen af hensyn til de 9.000 medarbejdere i Gentofte Kommune blev nødt til at signalere, at der var en klar og tydelig opbakning til ledelsen?
“Jeg har svært ved at se, at en personsag mellem Hans Toft og mig på nogen måde kan give anledning til, at 9.000 ansatte i Gentofte får grund til at tvivle på borgmesterens ledelse. Jeg er faktisk chokeret over, at en personsag bliver løftet til en tillidsafstemning i Kommunalbestyrelsen.”
Hvad skulle der have stået i afstemningstemaet for, at du kunne stemme for?
“Der kunne have stået noget i retning af, at nu afslutter vi det her forløb og koncentrerer os om at se fremad, så vi kunne fortsætte vores politiske arbejde. Jeg havde også gerne gentaget, at jeg mente, at Hans Toft var en god borgmester for Gentofte, og at vi ikke var politisk uenige. Men teksten gik jo direkte på den ledelsesstil, som havde nødvendiggjort, at jeg måtte trække mig. Jeg blev sat skakmat. Hvis jeg stemte for, ville jeg undsige selve grundlaget for min beslutning om at træde tilbage som formand.”
Hvorfor tog du ikke ordet og bad om udsættelse?
“Dels var jeg for rystet, og dels vidste jeg, at det ikke ville have ændret noget.”
En halv time efter mødet havde Lisbeth Winther sammen med de øvrige politikere sat sig ved bordet i kantinen på Gentofte Rådhus for at spise aftensmad. Her fik hun lidt efter beskeden af borgmesteren om, at det var blevet enstemmigt besluttet på et hasteindkaldt møde i den konservative gruppe, at hun ikke længere kunne være med i gruppen.
Hvad synes du om den opbakning, du har fået fra den konservative gruppe?
“Jeg ved, at flere af dem har det rigtig dårligt med det her. Men jeg ved også, hvordan det fungerer, når man er en del af den konservative gruppe.”

Grænsen nået

Hvad var det, du og borgmesteren var blevet så uenige om?
“Før sommerferien sendte jeg en banal mail til Hans Toft og kommunaldirektør Frank Andersen med cc (kopi, red.) til min konservative gruppe. I den mail spørger jeg, om det ikke er muligt at flytte tidspunktet for et seminarmøde den 8. august om økonomi og den nye organiseringsform til senere i august. At jeg sendte denne mail ikke kun til Hans Toft, men også til kommunaldirektøren og den konservative gruppe, fik Hans Toft til at ringe til mig og skælde mig voldsomt ud. Han sagde, at det var et angreb på hans ledelsesret, og at jeg var illoyal. Og at jeg for øvrigt havde været illoyal en gang før.”
Det viste sig at være en episode for seks år siden, borgmesteren henviste til.
“Det var en episode, hvor den daværende konservative gruppe ville samle nogle emner til diskussion på gruppemøderne, fordi de syntes, at det var svært at komme igennem med at drøfte emner, som de syntes var vigtige. Det var altid borgmesterens emner, man diskuterede. Da jeg havde tilbudt at samle emnerne, var det mig, der åbenbart var illoyal, da borgmesteren fandt ud af, at der i gruppen var taget et sådant initiativ. Det var vigtigt for borgmesteren at bevare serveretten.”
I løbet af sommeren kunne Lisbeth Winther mærke, at hun denne gang ikke bare kunne lade stå til.
“En ting er at blive skældt ud som et uartigt barn, det er i sig selv problematisk. Men at blive kaldt illoyal på så lemfældigt og urimeligt et grundlag, det var at gå over min integritetsgrænse. Vi har alle vores grænser for, hvad vi vil acceptere. Min grænse går så hertil,” siger Lisbeth Winther, der havde håbet, at borgmesteren som ansvarlig leder ville søge mod en positiv dialog og en fælles forståelse.
Men efter sommerferien havde hun to samtaler med Hans Toft, hvor han fastholdt, at hun havde været illoyal og hvor hun tilkendegav, at hun så ville trække sig som formand for Teknik- og Miljøudvalget.
“Jeg kan ikke arbejde så tæt sammen med en borgmester, som mener, at jeg er illoyal, og jeg mente heller ikke, at han kunne have en udvalgsformand, som han mente var illoyal. Jeg er fortsat uforstående over for, at Hans Toft vælger en så drastisk linje i en sag af ikke politisk, men personlig karakter.”

Udmeldt af partiet

Efter samtaler med Birgitte Dember, formanden for den konservative vælgerforening, og på baggrund af hændelsesforløbet under og efter kommunalbestyrelsesmødet, har Lisbeth Winther nu meldt sig ud af den konservative vælgerforening.
Hun fortsætter som løsgænger sit arbejde i Kommunalbestyrelsen og i Social- og Teknik- og Miljøudvalget, hvor hun sidder som menigt medlem.
Hun vil fortsat arbejde ud fra det konservative valggrundlag, hun er blevet valgt på.