Fortsæt til indhold

Nu rykker embedslægen ud

Ventilationsanlæg i Egedalsvænge undersøges som mulig årsag til, at beboere er blevet syge, oplyser Boligforeningen 3B

Samfund
Morten Timm

En del beboere i Egedalsvænge er over længere tid blevet syge af at opholde sig i deres lejligheder, og mistanken retter sig mod bebyggelses ventilationssystem.
Beboerne fortæller, at de oplever symptomer som smerter i brystet, astma, nedsat lungefunktion, næseblod, hovedpine og træthed.
I begyndelsen af juli blev Boligforeningen 3B orienteret om de syge beboere og problemer med urenheder i nogle af de affaldsskakte, som ventilationssystemet er installeret i efter en større renovering af ejendommen for to år siden.

Borgmester: Alvor sag

Det fik med det samme 3B til at slukke for al ventilation i Egedalsvænge, og det har den været lige siden.
"Vi har bedt Teknologisk Institut om at undersøge det hele til bunds, så vi kan handle på fakta og på den måde være sikre på, at problemet bliver løst en gang for alle," fortæller Morten Boje, administrerende direktør hos Boligforeningen 3B.
Han understreger, at de tager sagen meget alvorligt, og mandag gav han Fredensborg Byråd en redegørelse. Her blev det også oplyst, at embedslægen er tilkaldt og skal ud at vurdere om det er sundhedsskadeligt at bo i de lejligheder, hvor man har fundet urenheder, herunder isoleringsgranulat, i ventilationssystemet.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen ser med stor alvor på sagen, men siger, at Fredensborg Kommune ikke kan gøre noget i sagen.
"Det er embedslægen og ikke kommunen, der skal undersøge om det er sundhedsskadeligt eller ej," sagde Thomas Lykke Pedersen til TV2 Lorry efter byrådsmødet.

Må handle på fakta

Egedalsvænge har været gennem en omfattende renovering, hvor bebyggelsen har fået nye facader og nyt ventilationsanlæg.
Ifølge Boligforeningen 3B sker det ofte, har man vælger at genbruge de lukkede affaldsskakte til at transportere luften til boligerne - og de gamle ventilationskanaler til at føre luften bort igen.
I den forbindelse er de lukkede affaldsskakte blevet renset, men det er spørgsmålet om det er gjort godt nok.
En opgave som Teknologisk Institut altså nu skal undersøge til bunds.
"Så vi kan handle på fakta og på den måde være sikre på, at problemet bliver løst én gang for alle, oplyser Morten Boje.
Han forklarer videre, at 3B på baggrund af henvendelser fra beboerne løbende har haft eksterne fagfolk til at gennemgå ventilationen og kontrollen har vist, at der var urenheder og insekter i en del af skaktene.
"Vi har fulgt de anbefalinger, de har givet," understreger han.
Da 3B modtog rapporten med de første beviser på, at der kunne være noget galt, bad de straks Fredensborg Kommune kontakte embedslægen.
Indtil alt er undersøgt til bunds, vil indsugningen i Egedalsvænge være slukket.
Fra 3B opfordres alle beboere til at åbne spjældet i vinduerne, eventuelt holde vinduerne på klem for der ikke opstår problemer med undertryk eller fugt i de 650 boliger i Egedalsvænge.