Ja betyder ikke nødvendigvis ja for evigt

Michael Wagner Brautsch er folkekirkepræst og en af matcherne i DR1-eksperimentet 'Gift ved første blik' - og ikke nødvendigvis tilhænger af at en ægtefælle er en, man har livet ud.
Han ved det godt - det er langt fra alle steder i det folkekirkelige landskab, at hans holdninger falder i god jord, men for Michael Wagner Brautsch, sognepræst i Frederiksberg Slotskirke, er det afgørende, at kirken i dag tør adressere det faktum, at næsten 50 procent af ægteskaberne ender med opløsning.
“Jeg mener simpelthen ikke, at vi som folkekirke kan vende det blinde øje til den kendsgerning, at rigtig mange ægteskaber ikke går som parret troede og forventede, da de sagde ja til hinanden: Til døden os skiller. Derfor må vi også turde tage et opgør med tesen om, at ægteskabet pr. definition skal gælde for hele livet. For er det virkelig det bedste? For nogle mennesker afgjort ja, men rigtig mange af os kender jo ægteskaber, hvor vi tænker, at det havde været bedre for både de voksne og børnene, om samlivet og ægteskabet var ophørt for mange år siden, og man i stedet havde fundet en god og respektfuld løsning på stadig at kunne ses og være forældre for sine børn,” siger Michael Wagner Brautsch.
“Vi skal huske på, at ægteskabet ikke altid har været sat ind i en religiøs kontekst som den, du ser i kirken. Ægteskabet – som ikke er en kirkelig 'opfindelse' - har oprindeligt haft til formål at beskytte kvinderne og børnene, som indtil for mindre end 100 år siden retteligt var at betragte som de svageste parter i et forhold. Dengang hvor kvinden sjældent havde uddannelse, job eller karriere, dengang hvor hun var afhængig af mandens indkomst og evne til at forsørge familien. Sådan er det jo ikke i dag. I hvert fald ikke i vores del af verden,” fortsætter Michael Wagner Brautsch.
Han pointerer tillige, at parret i forbindelse med vielsen i kirken jo ikke lover Gud, at de vil holde sammen hele livet, men at de lover hinanden, at de vil holde sammen. Og forudsætningerne for et sådant løfte kan nemt ændre sig over 10-20 år.

Måske skal der skiftes?

“Vi må acceptere, at det for nogle ægteskaber måske er helt naturligt, at man efter en årrække skal videre i sit liv. At man stopper op og siger 'Vi har haft et fantastisk liv og en fantastisk rejse sammen og vi vil altid være en del af hinandens liv - men nu må vi videre hver for sig'. For problemet er nødvendigvis ikke skilsmissen i sig selv – men derimod den dårlige skilsmisse. Den som ødelægger relationer og individer: voksne som børn.”
“Og vi kan konstatere, at parrene nemt kan finde os, når de skal giftes, men at vi meget sjældent ser dem, når de skal skilles. Og det er ærgerligt, for kirken har meget at byde ind med, også når det handler om de svære følelser. Du kan sige, at vi netop i kirken er vant til at sætte ord på livets store begivenheder, så hvorfor skulle vi som kirke ikke gå mere målrettet på at blive en del af skilsmissen, hvis den kommer,” spørger Michael Wagner Brautsch.
“Kirken bør være med til at 'pille moralen ud' af begrebet skilsmisse og ikke fremstå som en institution, der står med en mere eller mindre løftet pegefinger. For hvad der er rigtigt og hvad der er forkert i den sammenhæng, må det enkelte par afgøre. Det er i hvert fald ikke det omkringliggende samfund – eller kirken for den sags skyld – der skal kaste sig til dommer over det.”
“Men selvfølgelig synes jeg ikke, at vi i vielsesritualet skal ende ud med noget i retning af, at 'Vi holder sammen, så længe det er sjovt', for det er for letkøbt. Forelskelsen og kærligheden er to vidt forskellige ting, og de færreste voksne tror vel alvorlig talt, at forelskelsen varer ved hele livet? Men når den afløses af kærligheden til hinanden – kærlighed trods samlivsudfordringer og dagligdags gøremål med bleskiftning, børneopdragelse, indkøb, rengøring og et måske krævende job - så kan ægteskabet jo sagtens vise sig at være for livet. “
mt