Kommune betalte 143.117 kr. på at sende en 16-årig dreng til Caribien
Det vakte stor opsigt, da det sidste år kom frem, at 26 af landets kommuner fra 2010 til 2015 havde brugt knap 41 mio. kr. på at sende 59 kriminelle og utilpassede unge på skibsprojekter i Caribien.
Nu kan avisen Metroxpress så afsløre, at ti kommuner har valgt at fortsætte med at kaste penge efter de unges "behandlingstur" til Caribien.
Ifølge avisen, så har ti kommuner i perioden fra 1. januar 2015 til april i år brugt tilsammen 8,5 mio. kr. på projektet for 17 unge mennesker.
Blandt de ti kommuner er Egedal Kommune, som har brugt i alt 143.117 kr. på at sende en 16-årig dreng med til Caribien.
Med det beløb er Egedal den kommune, som har brugt mindst på Caribien-projektet - til sammenligning har naboerne fra Frederikssund Kommune brugt klart mest, nemlig 2,7 mio. - dog med deltagelse af seks unge mennesker.
Hos Egedal Kommune slår man fast, at Caribien-tilbuddet har sin berettigelse.
Ikke et ferie-tilbud
"Vi sender ikke utilpassede unge mennesker på et skibsprojekt til Caribien for at give dem en ferie-oplevelse. Det her tilbud har intet med en ferie at gøre. Det er et behandlingstilbud, hvor de unge mennesker får hjælp og kommer væk fra deres hverdag," siger Frederik Roed, der er presseansvarlig i Egedal Kommune.
Han understreger, at tilbuddet ikke medfører ekstra udgifter for kommunen.
"Et skibsprojekt til Caribien er ikke dyrere end et døgntilbud herhjemme," siger Frederik Roed, som oplyser, at den 16-årige dreng blot var på skibet i 16 dage, inden han igen satte kursen mod Danmark.
"Hans ophold på skibet fungerede desværre ikke, så forløbet blev ikke fuldført, hvilket naturligvis er ærgerligt, for da vi takkede ja til at blive en del af projektet og sende ham af sted, så var det med forhåbninger om at få noget godt ud af det," siger Frederik Roed.
Men groft sagt, så har I vel tabt 143.000 kr.?
"Ja, det er altid ærgerligt, når man ikke får noget ud af sin investering, men den risiko er også til stede ved behandlingstilbud herhjemme."