Fortsæt til indhold

Borgerhus fejrer 25 års jubilæum

Borgerhus fejrer jubilæum efter at arbejdet med forbedringer er færdigt

Samfund
Anette Bonde

I april i år var det 25 år siden, borgerne i Vivild fik overdraget nøglerne til det gamle plejehjem på Århusvej 13. På grund af arbejdet med forbedringer og renovering er jubilæet blevet udskudt, men nu er tiden kommet. Jubilæet for Vivild Borgerhus fejres lørdag 8. oktober klokken 10-14.

Frivillige driver huset

Huset har skiftet navn gennem årene, men driften er fortsat båret af frivillige kræfter, der laver arrangementer og aktiviteter for byens borgere og for gæster udefra.

I år har det takket være ELRO Fonden og husets ejer, Norddjurs Kommune, været muligt at lave en række forbedringer i huset. For eksempel er det gamle komfur blevet udskiftet, der er installeret energibesparende belysning i alle opholdsrum, toiletterne er bygget om, og der er etableret et handicaptoilet. Mange frivillige har givet et nap, og lokale håndværkere og virksomheder har givet gode tilbud på arbejde og inventar.

Bestyrelsen vil gerne lave flere forbedringer i huset og har for eksempel fået penge fra handicaprådet til en handicaprampe. Etableringen af den medfører, at der helst skal flyttes en væg eller to.

“Det er en ændring, der koster penge.”

Støttelotto

Bestyrelsen lancerer derfor nu et støttelotto for at samle penge ind til kommende forbedringer, og man har været heldige at en lang række af de lokale butikker og virksomheder har sponsoreret gaver. Lotteriet løber fra 3. til 31. oktober, hvorefter gaverne udleveres til de heldige vindere. Håbet er at sælge 1000 lodder, og hvert lod koster 20 kroner.

Lodderne bliver solgt i Dagli'Brugsen, hos Dahlerups Møbler, hos Salon Bente og ved åbent hus arrangementet i Vivild Borgerhus.