Dialogmøde om flygtninge antændte skarp debat
Rådhushallen ulmede af stærke holdninger, da Gentofte Kommune onsdag 7. september afholdt dialogmøde om modtagelse af flygtninge
“Åh, så stop dog. Stop dog,” lød det flere steder fra stolerækkerne i rådhushallen hen mod slutningen af Gentofte Kommunes dialogmøde om flygtninge onsdag aften.
“Det må han da kunne svare på. Han er borgmester i kommunen,” sagde Ketil Rasmussen, der var det tredje Nye Borgerlige-medlem til at stå med mikrofonen i hånden og stille spørgsmål omkring, hvorfor Gentofte Kommune ikke tager pavilloner i brug som flygtningeboliger.
Klap og kommentarer
Udmeldingerne fra både sal og talerstol udløste i løbet af mødets spørgerunde klapsalver og mumlede kommentarer, der tegnede en tydelig splittelse mellem de fremmødte, når det gælder emnet modtagelse af flygtninge. På stolene sad medlemmer fra en række lokale frivillige organisationer, politikere og borgere. Meningen med mødet var at informere om og inddrage Gentofte-borgere i det arbejde, der ligger i at integrere de cirka 344 flygtninge, som det i øjeblikket ser ud til, kommunen modtager i 2016-17.
“Vi er ikke herre over, hvor mange, der kommer, eller i hvilket tempo de kommer, og det gør det meget svært at planlægge,” sagde borgmester Hans Toft (K) i sin velkomsttale og gjorde det flere gange klart, at det fra hans synspunkt især er opgaven med at finde steder, hvor flygtningene skal bo, der udgør en stor udfordring.
“Vi har ikke nok rigtige boliger til dem, hvis vi samtidig skal kunne sørge for boliger til vore egne dårligt stillede og unge. Dem, der kommer, skal behandles på en ordentlig måde. Det er de overordnede myndigheder, der svigter her,” fortsatte han, før han overdrog oplægget til chefkonsulent i Social og Sundhed Ida Juhler, der fortalte om, hvordan modtagelsen af flygtninge foregår helt konkret på kommunalt plan.
“Opgaven er væsentlig større end for få år siden, og vi har arbejdet hårdt på at koordinere og samarbejde om den store opgave,” sagde Ida Juhler og understregede vigtigheden af erhvervslivet og de frivillige organisationers arbejde.
“Vi kan ikke gøre det alene som kommune. Der skal mere til, hvis integrationen skal lykkes,” sagde hun.
Pavilloner eller ej
Herefter indtog kommunens juridiske chef, Mette Mie Rasmussen, talerstolen og gennemgik de foreløbige planer for, hvor flygtningene kommer til at bo. Listen over de steder tæller blandt andet en bygning tilknyttet Gentofte Hospital, bygninger, der ligger ved Charlottenlund Slot og ungdomsboliger. Ligesom Hans Toft kom hun ind på, at Gentofte Kommune føler sig udfordret på det her punkt, og forklarede, at integrationsydelse på 7.500 kr om måneden, som nytilkomne flygtninge modtager, gør det svært at finde steder, hvor de har råd til at betale husleje.
“Der er store udfordringer - ikke bare i forhold til at finde boliger, men også at finde nogle, der er billige at bo i," sagde Mette Mie Rasmussen til den lyttende sal, der efter en præsentation af de femmødte frivillige organisationer, blev inviteret til at tage mikrofonen.
Spørgerundens første spørgsmål kom fra Jon Rex Laugen fra det nye parti Nye Borgerlige. Han ville vide, hvorfor Gentofte Kommune ikke sætter pavilloner op for at sende et signal til flygtningene om, at boligerne er midlertidige.
"Hvis meningen er, at de skal tilbage til hjemlandet," tilføjede han.
"Hvis ikke du får en bedre tone, så kan jeg ikke svare på dit spørgsmål," begyndte Hans Toft og henviste til Mette Mie Rasmussens oplæg, som præsenterede pavillon-ideen som en dyr løsning, fordi den blandt andet kræver, at man anlægger kloakering.
"Du kan jo studere lidt mere på, hvad det er, vi har gjort. Jeg vil ikke fortsætte, for jeg tror ikke, det nytter ret meget," sagde borgmesteren, og der blev klappet blandt de tilhørende.
Jon Rex Laugen holdt dog fast i mikrofonen og gentog argumentet om den signalværdi, han mente, pavilloner kunne sende.
"Kom bare. Du er velkommen. Jeg vil hellere gøre det færdigt her, så jeg ikke behøver at svare på dine læserbreve. Den løsning, du anfører, vil være meget dyrere. Det står sort på hvidt. Man kan sætte sig ned med en regnemaskine og regne det ud," sagde Hans Toft.
Voldsomme forsvarsværker
Men debatten sluttede ikke her.
Snart rejste kommunalbestyrelsesmedlem for Enhedslisten, Jeanne Toxværd, sig op og støttede Hans Toft.
"Jeg vil gerne sige til Nye Borgerlige, at i Kommunalbestyrelsen har vi tit diskuteret det her punkt, og det er meget få punkter, hvor Enhedslisten er enig med borgmesteren. Men lige præcis dét, at vi skal behandle mennesker, der søger ly i Gentofte, på en ordentlig og anstændig måde, er jeg 100 procent enig i," sagde hun og blev afbrudt af Hans Toft.
"Jeg vil meget gerne sikre mig, at det her ikke ender med at blive en politisk diskussion. Det er oplysning, vi er ude efter. Vi er ikke ude efter en politisk diskussion. Især ikke med et kommunalbestyrelsesmedlem," sagde han.
Den politiske diskussion fyldte alligevel det meste af aftenens debat med medlemmerne fra Nye
Borgerlige som særligt aktive.
Et par repræsentanter fra de frivillige organisationer tog dog også ordet. En af dem var formand for Røde Kors i Gentofte, Bente Kjølhede.
"Jeg føler, vi er kommet her, fordi vi skal tage pænt og høfligt imod de fremmede, som kommer hos os, og jeg tror, det er det, vi skal tænke på, når folk kommer her. Hvordan hjælper vi dem bedst muligt og så ned med de der meget voldsomme forsvarsværker," sagde hun og fik salen til at klappe.