Fortsæt til indhold

Kvindekrisecenter må dagligt sige nej til voldsramte kvinder

Belægningsprocenten har de sidste 10-15 år ligget lige under 100 hos Kvindehuset, som tager voldsramte kvinder og deres børn ind. Løsningen er flere kvindekrisecentre, siger forstander, som savner politisk opbakning

Samfund
Mikkel Brøgger Petersen

På daglig basis siger forstander på Kvindehuset i Lyngby, Linda Dichow Kaas, nej til henvendelser fra voldsramte kvinder, fordi alle pladser er taget.
Når der ikke er ledige pladser kan Kvindehuset alligevel få to-tre henvendelser om dagen, mens fem-syv kan tage kontakt, når Kvindehuset slår en ledig plads op. Det fortæller forstanderen til lokalavisen Det Grønne Område.
”Det fortæller mig, at der er brug for flere pladser på kvindekrisecentre her på Sjælland,” siger Linda Dichow Kaas.
Den høje belægningsprocent er ikke noget nyt for kvindekrisecentret.
”Belægningsprocenten ligger lige under 100 procent, og det har den gjort i de sidste 10-15 år,” siger hun.
På landsplan er gennemsnitsbelægningen på 89 procent.

Mange flere kan hjælpes

Linda Dichow Kaas fortæller, at ”det aldrig er rart” at skulle afvise kvinder i nød. Men hun understreger, at nogle af de henvendelser, som Kvindehuset modtager, har bedst ved at blive sendt et andet sted hen. Det kan være kvinder, som har mest gavn af at blive boende i sit lokalområde, så børnene kan fortsætte med at gå i skole. Eller det kan være, at Lyngby er for tæt på, hvor kvinden bor, og hun i stedet skal til Jylland for at komme længere væk.
Men mange af henvendelserne er også kvinder, som Kvindehuset kan hjælpe.
”Det drejer sig om rigtig mange af kvinderne, som vi kan hjælpe. Og det er dødærgerligt at afvise dem. Vi laver ikke ventelister, for det må vi ikke på dette område. Så når der er en ledig plads, skal man være på med det samme. Så skal man være heldig for at komme ind,” siger Linda Dichow Kaas, som oplyser, at de kvinder, som søger hjælp i gennemsnit har levet to år i et voldeligt forhold, før de træffer beslutningen om at søge hjælp. Derfor ærgrer det hende, når man skal være heldig for at få en plads.
”Det er helt urimeligt. I en situation, hvor det er så stor en personlig medmenneskelig omkostning og så store økonomiske samfundsmæssige omkostninger ved, at kvinder og børn lever i et utrygt miljø med vold. Det er rigtig, rigtig ærgerligt, og jeg tænker, at på den lange bane vil kunne spare meget - både rent medmenneskeligt og økonomisk - hvis man kunne åbne flere pladser.”

Flere centre er løsningen

Hvorfor gør man så ikke dét? Linda Dichow Kaas fortæller, at man med kommunal opbakning hos Kvindehuset allerede har udvidet med to pladser, så der er plads til 13-14 kvinder og deres børn. Mere vil blive for meget.
”Vi har et nærhedsprincip, som betyder, at vi skal kunne følge den enkelte familie. Vi har på nuværende tidspunkt stadig en god fornemmelse af, hvordan kvinderne har det. Når man bliver udsat for vold, er isolation en del af det, man kan blive udsat for. Man kan også være isoleret på et krisecenter, hvis der ikke er nogen, der ser én,” siger hun.
Fordi for mange kvinde samme sted kan forringe hjælpen, mener Linda Dichow, at løsningen er flere krisecentre.
”Der er brug for flere krisecenterpladser. Det gælder ikke om at udvide de nuværende steder, men at skabe flere krisecenter og have meget fokus på den forebyggende indsats. Der er Lyngby-Taarbæk Kommune meget gode, for de har lavet rådgivning på bibliotek med sundhedsplejerske, psykologer og socialrådgivere, hvor man kan rette henvendelser og få støtte,” fortæller hun.

Mangler politisk opbakning

Skal problemet løses, kræver det politisk handling.
”Det er rent politisk, at man bør gå i dialog med os, der har arbejdet med feltet i mange år, om hvad der virker. For det er rigtig let at se på nogle tal i bunden. Kommunalbestyrelsen har pligt til at sikre det nødvendige antal pladser i den kommune, hvor det pågældende krisecenter ligger. Det synes jeg også, at Lyngby Taarbæk Kommune gør. Det er jo ikke der, at udfordringen ligger. Det er inde på Christiansborg. I mange år har man valgt at tilbyde voldelige mænd et gratis helhedsorienteret behandlingstilbud, men det halter altså stadigvæk på kvindedelen. Vi sætter en hel masse ting i gang, vi har en masse tilbud, og vi har tilbud af terapeutisk karakter. Men vi har brug for opbakning rent politisk,” siger Linda Dichow Kaas, som er medforfatter til debatindlægget 'Regeringen svigter voldsramte kvinder' i Politiken, hvor hun sammen med ledere fra fem andre krisecentre kommer med et opråb til socialminister Karen Ellemann (V) om ikke at svigte voldsramte kvinder.