Fortsæt til indhold

Holocaust-foredrag rørte gymnasieelever

Der blev lyttet intenst efter, da Robert Fischermann holdt foredrag for elever på Esbjerg Gymnasium

Samfund
Jonas Wrede Hansen

Snakken gik højlydt i festsalen på Esbjerg Gymnasium, som den nu engang gør, når flere hundrede gymnasieelever er samlet i et lokale på samme tid. Og den fortsatte, imens uddannelsesleder Sune Hother Petersen tog mikrofonen for at begynde sin præsentation af dagens særlige gæst. Men så var det som om, at navnet Robert Fischermann fik eleverne til at spidse ørerne, og da Theresienstadt og holocaust blev nævnt i samme sætning, var der helt ro. En stilhed, der den næste halvanden time ikke blev afbrudt på stolerækkerne.

Dybt interessrede elever

I 1943 blev Robert Fischermann som 15-årig sendt i koncentrationslejren Theresienstadt i Tjekkiet sammen med sin mor og søskende. Faderen og Roberts ældste bror fik nazisterne ikke fat på. I stedet forsøgte de at flygte til Sverige. Sådan startede den i dag 88-årige Robert Fischermann sin fortælling foran gymnasieeleverne, som nærmest sad forstenet, imens de dybtinteresseret lyttede efter. Klichéen om, at man ville kunne høre en knappenål falde til jorden, ville måske ikke være helt forkert at bruge, hver gang Robert Fischermann holdt en lille pause i sin fortælling for at huske alle de små detaljer.
Muligvis var det fordi, gymnasieelevernes alder passede meget godt til den, som Robert Fischermann havde, da hans teenageår blev ødelagt af nazisternes ondskab, eller også var det blot den tidligere holocaustsfanges fantastiske fortælleevne, der fik gymnasieeleverne til at være musestille.

En rørende afslutning

Når det handlede om et så voldsomt emne, kunne det selvfølgelig heller ikke undgås, at der kom tidspunkter, hvor det blev sørgeligt. Robert Fischermann fortalte til sidst i foredraget, hvordan han fik sin far og brors skæbne at vide, efter han var blevet befriet fra koncentrationslejren.
Men det tog lidt tid for ham at få ordene frem.
“De druknede og døde begge to, før de nåede til Sverige,” fik han, tydeligt rørt, fortalt.
Den detalje ramte eleverne, hvor mange så ud til, at de lige var nødt til at tage en dybere vejrtrækning end normalt. Der var ingen tvivl om, at Robert Fischermanns historie efterlod et stort indtryk på EG.