Støtter Trumps synspunkter - ikke hans facon
DF'er opstillet i kredsen, der regnes som eneste Trump-tilhænger i Folketinget, mener vi skal være optimistiske overfor USAs nye præsident
Valget af Donald Trump som USAs nye præsident kan man ikke just påstå har udløst jubelscener i Danmark, eller i mange andre europæiske lande for den sags skyld.
Langt de fleste politikere, også herhjemme, har ikke lagt skjul på, at de foretrak Hillary Clinton. Men i Folketinget har et enkelt medlem undervejs i valgkampen åbent erklæret sin støtte til Trump.
Nemlig Kenneth Kristensen Berth, valgt for Dansk Folkeparti i Taastrupkredsen og bosat i Vallensbæk. Den støtte er han ifølge flere medier alene med i Folketinget.
"Det jeg har støttet er konturerne af den politik, som Donald Trump har tilkendegivet at ville stå for i Det Hvide Hus", siger Kenneth Kristensen Berth til AP.
"Hillary Clintons udtalelser om, at halvdelen af Trumps tilhænger var ”in the basket of deplorables” - altså en slags mennesker, man ikke kunne være bekendt - minder jo uhyre meget om Nyrups udtalelser om DF som ”ikke stuerene” i sin tid. Hendes omgang med fortrolig information mens hun var udenrigsminister og hendes meget uforsonlige kurs over for Rusland synes jeg har været et problem i forhold til hende."
Men DF'eren understreger, at han forstår betænkelighederne ved Trumps kontroversielle stil:
"Jeg kan sandelig godt forstå, at mange danskere har haft svært ved at håndtere hans facon. Jeg synes også han er gået over stregen flere gange. Men til januar er han i Det Hvide Hus – og Danmark har ingen andre muligheder end at samarbejde med ham – og det skal vi gøre."
"Vær optimistisk"
Af konkret politik, som han støtter, fremhæver Kenneth Kristensen Berth blandt andet Trumps politik om at ville stoppe masseindvandringen til USA:
"Den vil over de kommende 40 år betyde, at hvide amerikanere vil komme i mindretal. Effekten heraf vil givetvis være et mindre amerikanske engagement i Europa, fordi disse mennesker ikke har deres rod eller historie i Europa – og derfor ikke kan se, hvorfor USA overhovedet skal engagere sig i Europa", siger Kenneth Kristensen Berth, der er sit partis EU-ordfører.
"Trump har også sagt, at han vil føre en mere forsonlig kurs over for Rusland. Det er nødvendigt, hvis vi skal vinde over den fælles fjende, som islamismen repræsenterer. At Trump samtidig har sagt, at de europæiske NATO-lande må spytte mere i kassen til det fælles forsvar er kun rimeligt – man skal også huske på, at USA under Bush og Obama-administrationerne har opbygget en enorm udlandsgæld, der skal håndteres for ikke at udgør en bombe under den amerikanske økonomi."
Kenneth Kristensen Berth mener, at danskerne skal smide bekymringerne overfor Donald Trump:
"Alt i alt synes jeg man skal være optimistisk. Da Reagan kom til magten blev han også udskreget som en skydegal cowboy og vi skulle virkelige ryste i bukserne. Den verden han efterlod os var betydeligt bedre end den verden vi stod med, da blev valgt som præsident."