Eleverne laver løb for Red Barnet
Red Barnet-venskabsløb på Auning Skole 14. oktober
Eleverne på international linje fra udskolingen på Auning skole har i forbindelse med skolens motionsløb 14. oktober arrangeret et særligt Red Barnet-venskabsløb til fordel for udsatte børn i Danmark og udlandet. Planen er, at familie, venner og/eller virksomheder sponserer skolens elever, og beløbet sendes efterfølgende til Red Barnet.
Motionsdagen finder sted fra klokken 8 - 12.
Alle elever er med
Det er både indskolingen, mellemtrinnet og udskolingen, der er i gang. Eleverne cykler, løber eller springer penge ind via de sponsoraftaler, der er lavet.
Som sponsor forpligter man sig til at bidrage med et pengebeløb pr. runde, pr. kilomenter eller hvad den pågældende aktivitet lægger op til.
“Det bliver en hyggelig dag med plads til fællesskab og fysisk aktivitet i en god sags tjeneste”, lyder det fra arrangørerne.
Man kan støtte indsamlingen ved at gå ind på venskabsloebet.redbarnet.dk. Her finder man Auning Skoles logo og dermed skolens indsamling og via dette link kan man indbetale pengene elektronisk. Når man indbetaler, kan man samtidig skrive en hilsen til eleverne.
Banner og diplom
Man kan vælge at være anonym, eller man kan skrive sit navn eller virksomhedens navn, som så vil fremgå på indbetalingssiden ud for Auning Skole.
Som sponsor får man på sin hjemmeside et webbanner, der fortæller om virksomhedens støtte. Hvis man er forretningsdrivende, får man også et takkediplom, som man kan hænge et synligt sted i sin forretning.
Alle forældre, søskende og borgere er meget velkomne til at møde op på dagen og heppe og nyde elevernes aktive indsats. Der vil være forskellige aktiviteter på boldbanerne bag ved stadion, og her vil Red Barnet også være repræsenteret.